I 2003 har Riojas vinproducenter sat en historisk rekord i salget af vin. Der er i alt solgt 123,3 mill. liter vin i Spanien og på eksportmarkederne. Mere end nogensinde før. Det er især de lagrede vine Crianza, Reserva og Gran Reserva, der er gået frem, idet den solgte mængde er steget med 5,1%. I øvrigt lagrer der nu vin på mere end 1,1 mill. fade i bodegaernes kældre – så der er til nogle år mere.
Årgang 2003 er ellers ikke nogen stor årgang (det er da heller ikke den årgang, der er solgt), idet den officielle vinmyndighed netop har tildelt den anmærkningen “god”. Det er især den kraftige hede i sommeren 2003, der får skylden for den middelmådige årgang.