På den traditionelle velgørenhedsauktion for Hospices de Beaune i Bourgogne faldt priserne kun med 9 procent i forhold til sidste år. Det var ellers ventet, at den usikre globale politiske og økonomiske situation ville have forårsaget et endnu større fald, men kvaliteten af årgang 2002 holdt priserne oppe.
Hvert år den 3. søndag i november afholder Domaine des Hospices de Beaune en auktion over dets vine, hvor beløbet går til byens hospital. Og hammerslagspriserne giver som regel et fingerpeg om, hvordan hele årgangen prisfastsættes.
Det moderate prisfald skyldes i følge flere producenter alene verdenssituationen, da vinene er af en kvalitet, der giver dem potentialet til en fremragende årgang. Det ser vi så frem til som forbrugere – lavere priser og fremragende kvalitet!