I det seneste nummer af The Wine Advocate fejrer Robert Parker sit 25 års jubilæum som vinkritiker. Vedlagt er en beskrivelse af hvordan Parker blev introduceret til vin som 20-årig, da han besøgte sin kæreste i Paris. Og om hvordan den samme kæreste, som senere blev hans kone, overtalte Robert til at droppe advokat-karrieren og i stedet blive vinskribent.
Jubilæumsskriftet fortæller også om Parkers musikalske idoler, som bl.a. er Neil Young, Bob Dylan og Bob Seger. Og så er der selvfølgelig historien om, hvordan Parker og den franske vinskribent Michel Bettane var de eneste, der roste årgang 1982 fra Bordeaux under primeur-smagningerne. En årgang der senere er blevet en klassiker og en af de bedste fra det 20. århundrede. Det var denne event, der for alvor satte Parkers navn på vinens verdenskort.