12. december 2007

I årets sidste temasmagning er vi nået til de rigtige festvine – mousserende vine, ikke mindst Champagne. Efterhånden er der rigtigt mange vindistrikter, der producerer mousserende vin. Og de fleste produceres efter den traditionelle metode, som ikke længere må kaldes “Methode Champenoise” – kun hvis den er fra selve distriktet Champagne.

Når man laver mousserende vin på den traditionelle måde, tilsætter man sukker og en gærblanding til den stille vin og tapper den derefter på champagneflasker, hvor vinen gærer videre og kulsyren dannes. Vinen placeres i særlige reoler, kaldet pupitre, hvor de drejes jævnligt, enten ved håndkraft eller maskinelt, så bundfaldet flyder mod flaskeproppen. Efter lagring (tidsperiode afhænger af kvalitet) foretages den såkaldte dégorgement, hvor flaskehalsen fryses og flasken vendes. Når man tager kapslen af, flyver bundfaldet ud, og flaskerne efterfyldes med basisvin tilsat dosage (sukkerblanding), og først da kommer champagneproppen på.

På trods af, at de fleste mousserende vine fremstilles efter samme metode, er der stadig stor forskel på Champagne og så andre mousserende vine. Champagne er bare bedre, tør jeg godt hævde, uden at jeg forhåbentlig fornærmer for mange. De fleste andre mousserende vine kommer ikke i nærheden af champagnes kvalitetsniveau. De kommer så heller ikke i nærheden af Champagnes højere prisniveau. En undtagelse i dagens test er dog italienske Ferrari, der både i kvalitet og (desværre) pris kan konkurrere med Champagne.

Champagne drikkes oftest i forbindelse med nytårsaften. Det er da også festligt at skåle det nye år velkommen med champagne. Men det er altså synd at spilde en god tør champagne kl. 24 og så ødelægge den fuldstændigt med en voldsom sød kransekage! Og hvor mange er det lige, der er helt ædru på det tidspunkt og lægger mærke til nuancerne i champagnen? Den søde kransekage får champagnen til at smage sur – og det er måske derfor, at mange synes, at champagne er noget opreklameret, surt sprøjt?

Drik i stedet champagnen som velkomst, til Dronningens nytårstale, til forret og måske også til hovedretten. Og skal det absolut være en ægte champagne til kransekagen, så vælg en demi sec – halvsød – type.

Mad og Champagne

På grund af den ret kraftige syre, der er i de fleste champagner, og boblerne (kulsyren), egner champagne sig særdeles godt til mad. Syren og boblerne er således gode “mundrensere” og kan klare mange typer af mad. Den klassiske er vel nok skaldyr, som champagne er uovertruffen til. Og så går den faktisk til alle typer af fisk, incl. Sushi. Køb en bakke sushi – åbn en flaske champagne og middagen er reddet! Også til mange oste går champagne fint, bare de ikke bliver for modne og lagrede.

Og så en sidste ting. Køb nogle ekstra flasker champagne og drik så mindst én flaske om måneden hele året. Det smager godt, er festligt, giver godt humør og ikke så mange tømmermænd!

Generelt er mousserende vin dyrere end almindelig stille vin. Derfor har jeg “skruet” lidt på stjerneskalaen i dag og sænket overliggeren lidt. Man betaler for den dyrere produktionsmetode og så for en del marketing. Der er dog to rigtigt gode mousserende køb i denne uge:

Den første er en spansk Cava i den attraktive ende af prisskalaen. Det er Segura Viudas Cava Brut Reserva, der er mellemfyldig med fin frugt og mousse og en tør, lidt intens smag, der er meget harmonisk og let drikkelig. Vinen har god tyngde i en lidt rå stil, der dog er i fuld balance. Den slutter med god friskhed og ganske langt. God! Endnu bedre til prisen! Den scorer 87/100 pts. og prisen er kr. 70,00. Find en forhandler på www.wine.dk.

Den anden er A. Margaine Champagne – altså en “ægte” champagne. Den er mellemfyldig med dejlig mousse og en god smag, der både har tyngde men også er dejlig sprød og elegant. Her er god intensitet, men det er fint balanceret med en dejlig friskhed. Slutningen er frugtig, lang og sprød. Dejlig! Den scorer 90/100 pts., hvilket er ganske godt for en champagne til kun kr. 165,00. Den fås hos The Wine Company.

Tre champagner slutter i toppen som de bedste vine i dag. De scorer alle 91/100 pts. Det bliver for meget at gennemgå hver enkelt her, men du kan klikke på linkene nedenfor i tabellen for at nærlæse detaljerne.

Navn Region Årgang Score Pris
Brut
Cuvee Sparkling – Nugan Estate
Australien NA 86 99,95
Brut
Sparkling – Deakin Estate
Australien NA 85 79,00
Cava
Brut – Griva
Spanien NA 85 79,00
Blanc
de Blancs – Kurubis
Tunesien NA 83 66,65
v/6
Don’s
Cuvee – Skærsøgaard
Danmark 2006 87 395,00
Clairette
de Die Tradition – Didier Cornillon
Frankrig NA 82 66,65
v/6
Cava
Brut Reserva – Segura Viudas
Spanien NA 87 70,00
Cremant
de Bourgogne – Bailly-Lapierre
Frankrig
Bourgogne
NA 85 89,95
v/12
Cremant
de Bourgogne – Domaine Billard
Frankrig
Bourgogne
NA 88 110,00
Maximum
Brut – Ferrari
Italien NA 89 199,95
Champagne
– Montaudon
Frankrig
Champagne
NA 88 149,95
(tilbud)
Champagne
Carte d’Or – Drappier
Frankrig
Champagne
NA 89 149,95
v/12
Champagne
– A. Margaine
Frankrig
Champagne
NA 90 165,00
Champagne
Premier Cru – Camille Savès
Frankrig
Champagne
NA 88 219,95
Champagne
Les Vignes de Vrigny – Egly-Ouriet
Frankrig
Champagne
NA 90 300,00
Champagne
Demi-Sec Opale – Louis Barthelemy
Frankrig
Champagne
NA 90 264,00
Champagne
Tradition – Ferdinand Deloiselet
Frankrig
Champagne
NA 88 199,00
Champagne
Blanc de Blancs – Pascal Doquet
Frankrig
Champagne
NA 90 235,00
Champagne
Améthyste – Louis Barthelemy
Frankrig
Champagne
NA 88 264,00
Perlé
Spumante – Ferrari
Italien 2002 90 219,75
Champagne
Brut Classic – Deutz
Frankrig
Champagne
NA 91 269,75
Champagne
Blanc de Blancs – A. Margaine
Frankrig
Champagne
1999 91 260,00
Champagne
Cuvée No. 732 – Jacquesson
Frankrig
Champagne
NA 91 299,95

Om forfatteren 

Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

Giv en kommentar

Din email adresse offentliggøres ikke. Påkrævede felter er markeret.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}
Bay Vine