Omstruktureringer i Bordeaux i de næste 10 år vil betyde, at antallet af vinproducenter falder til det halve. Og det selvom arealet med vinmarker og antal personer, der arbejder i branchen, bevares. Det siger direktøren for en af de største negocianter i Bordeaux, Jean-Marie Chadronnier fra Dourthe Kressmann.
Chadronnier er hård ved sine kolleger i Bordeaux; “Mindst 1/3 af producenterne er forældet, deres vinmarker er ikke op til standard og deres kældre er forældet – de arbejder i en kultur, der er forbi”, udtaler Chadronnier til Harpers Wine. “Disse vinbønder vil forsvinde i løbet af en kort årrække, da forbrugeren ikke vil betale prisen for almindelig bordeaux-vin, der ikke lever op til moderne standard. Deres vinmarker vil blive overtaget af større firmaer, der med stordriftsfordele kan producere almindelig bordeaux-vin af høj kvalitet og til en fornuftig pris – og som i øvrigt kan konkurrere med vin fra oversøiske lande.” Det mener Jean-Marie Chadronnier i hvert fald.