En kontroversiel ny bog om Bordeaux er blevet trukket tilbage efter et sagsanlæg fra den tidligere leder af Château d’Yquem. Grev Alexandre de Lur Saluces, som i maj måned i år blev tvunget på pension af ejeren af Château d’Yquem, LVMH, har anlagt sag mod forfatteren af en ny bog med titlen “Noble Rot: A Bordeaux Wine Revolution”. Lur Saluces er fortørnet over 5 passager i bogen, der beskriver hans forhold til hans fætter Baron Louis Hainguerlot og beskriver den bitre strid, der var i familien om ejerskabet og ledelsen af slottet. En strid, der delvist endte i 1996, hvor Alexandres bror og andre slægtninge solgte 55% af slottet til luksus-firmaet LVMH.
Forfatteren William Echikson fortæller, at Lur Saluces har været modstander af bogen fra starten af og overhovedet ikke ønsker at noget skal skrives om affæren – og derfor heller ikke har medvirket til interview eller udtalelser. Lur Saluces kræver 60.000 € i erstatning fra forlaget.