En simpel tungetest kan afgøre om du er en “super-smager” eller ej! En amerikansk undersøgelse viser, at omkring 35% af alle kvinder er super-smagere, mens kun 15% af mændene kan betegnes som sådan. Undersøgelsen viser, at nogle mennesker er født med flere smagsløg end andre, hvilket betyder, at de er bedre til at skelne mellem forskellige smagsindtryk.
Og der findes nu en test, der kan afgøre om du er “ikke-smager”, “smager” eller “super-smager”. Du skal bruge noget blå frugt farve, et stykke papir med et 7mm stort hul i det og et forstørrelsesglas (det er ikke til en Olsen-banden film!). Du kommer lidt frugtfarve på spidsen af tungen og holder papiret med hullet op foran tungen. Med forstørrelsesglasset vil du nu kunne se nogle punkter, der ikke er farvet af frugtfarven, men er forblevet lyserøde. Tæl det antal af lyserøde punkter, der er i hullet på papiret. Har du under 15 er du ikke-smager. Mellem 15 og 35 er du smager og over 35 er du super-smager.
Fortvivl ikke hvis testen falder uheldigt ud. Alle kan lære og blive bedre til at smage, de har bare ikke så let ved det som andre…