AXA Millésimes, som ejer Château Pichon-Longueville-Baron i Bordeaux og den kendte portvinsproducent Quinta do Noval, har købt en vingård i Languedoc. Det skriver WineSpectator.com. Vingården hedder Château Belles Eaux og er på ca. 60 ha. Den grænser op til en anden ejendom, St. Helene, som AXA købte i sommer, så i alt råder AXA nu over 90 ha. i Coteaux du Languedoc. Ejendommene er købt for at kunne lave topvine fra området i lighed med Domaine de Nizas og Prieuré de Saint-Jean de Bébian, der også hører hjemme her.
Vinene vil blive blandet af Syrah, Grenache og Mourvedre, som allerede er plantet. Desuden er der to meget gamle parceller med Carignan. Den første vin bliver årgang 2002 fra St. Helene. Og kvaliteten vil løbende blive forbedret, når investeringer i mark og kælder er slået igennem.