10. oktober 2007

I denne uge ser vi nærmere på et af danskernes favoritdistrikter nemlig Chateauneuf-du-Pape i det sydlige Rhône. Chateauneuf-du-Pape har altid været kendt for fremragende vine til fornuftige priser, men det er især inden for de sidste 10-15 år at udviklingen er gået rigtigt stærkt. I takt med at en ny generation er kommet til, har man fornyet og moderniseret vinproduktionen i både marken og kælderen. Samtidigt er man på bedste burgundiske manér begyndt at fremstille en række topcuvéer fra enkeltmarker og typisk fra meget gamle vinstokke. Kritikere mener, at det er gået ud over kvaliteten på den “almindelige” Chateauneuf-du-Pape, da det bedste druemateriale ikke længere indgår i denne. Til gengæld har moderne teknik hævet bundniveauet, så også den almindelige Chateauneuf er steget i kvalitet og de mange topcuvéer og deres høje ratings har skabt så meget efterspørgsel på al Chateauneuf-du-Pape, at det set med vinproducenternes øjne har været et smart træk.

Samtidigt har vejrguderne været med Chateauneuf-du-Pape de sidste 10 år. På nær årgang 2002, der blev skyllet helt væk, har alle årgange været meget gode eller fremragende. Således også de to årgange, der er på dagens program; 2004 og 2005.

Chateauneuf-du-Pape ligger omkring byen af samme navn mellem Orange og Avignon. Navnet på byen og distriktet stammer tilbage fra det 14. århundrede, hvor en franskmand (Clement V) blev valgt som pave. Som alle franskmænd ville have gjort, flyttede han pavesædet fra Rom til Frankrig, nærmere betegnet Avignon. Hans efterfølger på posten, Johannes XXII, følte sig ikke godt tilpas i Avignon om sommeren og byggede derfor et slot uden for byen, Chateauneuf-du-Pape (“Pavens nye slot”). Slottet overlevede århundredes krige, men blev sprængt af tyskerne i 1944, så der nu kun er en ruin tilbage.

Under pavernes herredømme var vinproduktionen allerede en helt naturlig ting for området og siden er der dyrket fremragende vin her, ikke mindst på grund af, at området var et af de første, der udarbejdede regler for druetyper, høstudbytte og alkoholprocent – faktorer, der senere fik indflydelse på hele det franske AOC-system.

Det er Grenache-druen, der er dominerende i Chateauneuf-du-Pape. Den udgør ca. 80% af det samlede areal på 3.200 ha. Men der er i alt tilladt 13 forskellige druesorter i områder. Det drejer sig om de røde Mourvèdre, Syrah, Cinsault, Vaccarèse, Counoise, Muscardin, Terret Noir og Picpoul Noir. De hvide som kun udgør ca. 5% af arealet udgøres af Grenache Blanc, Clairette, Bourboulenc, Roussanne, Picpoul og Picardin.

Der er ca. 300 vinproducenter i området og langt de fleste tapper og sælger vinen selv. Vinene kan være meget forskellige – ikke mindst på grund af de mange forskellige druetyper. Typen af vin der fremstilles kan groft inddeles i to grupper, den traditionsbundne og den moderne. De traditionelle har ikke travlt med at få vinen i flasken. Den lagrer længe på store træfade (foudres) og der anvendes ikke ny eg. Det giver nogle kraftige, tunge og holdbare vine i de gode årgange.

Den moderne vin fremstilles hurtigere og lagrer i kortere tid på små fade. Vinen er mere frugtrig og lidt lettere tilgængelig. Det er også blandt modernisterne, at der eksperimenteres med enkeltmarksvine og specielle cuvéer.

De røde Chateauneuf-du-Pape vine er dybe i farven og dufter af frugt, læder, anis og krydderi. Smagen er fyldig og som regel med en god og lang eftersmag. Vinene er perfekte til tunge vinterretter, som f.eks. vildt. De kan gemmes 5-10 år eller længere i de gode årgange. Prisen på en god Chateauneuf-du-Pape starter ved ca. 150 kr.

I dagens test er 8 vine fra årgang 2004. Det er en meget god årgang – uden dog at nå helt op på toppen. Alligevel er resultatet meget harmoniske, frugtige vine, der allerede nu er dejlige at gå til, men også snildt kan holde 5-10 år. Man kan med fordel drikke 2004 mens man venter på 2005, der er den sidst frigivne årgang. 2005 er en fremragende årgang, der har givet mere robuste, rustikke og kraftige vine, der med fordel kan lægge hen nogle år, inden de åbnes. Men fordelen ved de nye moderne vinifikationsmedtoder er, at mange af vinene også sagtens kan drikkes nu – især hvis man foretrækker den lidt rå og frugtige stil.

På trods af, at Chateauneuf-du-Pape ikke er billig, så er det stadigt et af de bedste køb man kan gøre i vinverdenen i dag. For kvaliteten i forhold til prisen er bare supergod. I dagens test er det kun 3 ud af 13 vine, der får under 90 pts. I forhold til andre europæiske distrikter gøres det ikke meget bedre og specielt ikke i Frankrig. Tænk på hvad Bordeaux eller Bourgogne med samme score ville koste?

Fem vine opnår 5 stjerner – fire af disse vine er endda fra samme leverandør, The Wine Company. Den sidste er Saint-Benoit Chateauneuf-du-Pape 2004, som er den eneste vin i testen, der lige kryber ned under 100 kr. Den er mellemfyldig med dejlig frugt og en god smag, der er let krydret og med flot blødhed. Her er en dejlig friskhed og vinen er enkel og ukompliceret at gå til. Den skal bare skylles ned! Dejlig, tilgængelig og harmonisk vin. Sjældent at finde så god Chateauneuf til under 100 kr. Den scorer 89/100 pts. og prisen er kr. 99,95 v/12 fl. hos Philipson Wine.

Den bedste vin er Clos Saint Jean Chateauneuf-du-Pape La Combe des Fous 2005, der er en specialcuvée fra 70 år gamle vinstokke. Det er en mellemfyldig til fyldig vin med lækker frugt og en dejlig intens smag, der har kraftige, store og superbløde tanniner. Vinen er utrolig flot i al sin skønne rundhed og blødhed og så er den fantastisk vedvarende i munden med en meget lang afslutning. Flot, flot. Stor vin! Den scorer 95/100 pts. og prisen er kr. 375,00 hos The Wine Company.

Den almindelige Chateauneuf fra Clos Saint Jean i årgang 2005 er bestemt også et godt køb. 91/100 pts. til en pris på kr. 189,00. Endeligt skal nævnes en mere “moderne” Chateauneuf fra Domaine de Cristia. Cuvéen Renaissance får i både årgang 2004 og 2005 93/100 pts. og 5 stjerner. Prisen er henholdsvis kr. 325,00 og kr. 349,00. Disse vine fås også hos The Wine Company.



Navn Region Årgang Score Pris
Chateauneuf-du-Pape
– Saint-Benoit
Frankrig Rhône 2004 89 99,95 v/12
Chateauneuf-du-Pape
– Domaine de Cristia
Frankrig Rhône 2004 90 149,00
Chateauneuf-du-Pape
– Bouvachon Nominé
Frankrig Rhône 2004 87 139,75 v/12
Chateauneuf-du-Pape
Fiancée – Domaine La Barroche
Frankrig Rhône 2004 91 279,95
Chateauneuf-du-Pape
Renaissance – Domaine de Cristia
Frankrig Rhône 2004 93 325,00
Chateauneuf-du-Pape
– Le Vieux Donjon
Frankrig Rhône 2004 91 289,95
Chateauneuf-du-Pape
– Domaine Clos du Caillou
Frankrig Rhône 2004 92 299,75
Chateauneuf-du-Pape
– Chateau Gigognan
Frankrig Rhône 2004 91 250,00
Chateauneuf-du-Pape
– Domaine de Cristia
Frankrig Rhône 2005 90 159,00
Chateauneuf-du-Pape
Terroir – Christian Barrot
Frankrig Rhône 2005 88 179,95
Chateauneuf-du-Pape
– Clos Saint Jean
Frankrig Rhône 2005 91 189,00
Chateauneuf-du-Pape
Renaissance – Domaine de Cristia
Frankrig Rhône 2005 93 349,00
Chateauneuf-du-Pape
La Combe des Fous – Clos Saint Jean
Frankrig Rhône 2005 95 375,00

Om forfatteren 

Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

Giv en kommentar

Din email adresse offentliggøres ikke. Påkrævede felter er markeret.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}
Bay Vine