18. marts 2008

I denne uges tema-test er der 12 vine fra Brunello di Montalcino på smagerens bord. Brunello di Montalcino er den mest berømte vin fra Toscana og måske endda fra hele Italien. Sammen med Barolo og Barbaresco hører den til prestigevinene fra Italien og er derfor også blandt de dyreste fra landet.

Brunello må kun laves i Montalcino kommune, der ligger i den sydlige del af Toscana, ca. 40 km syd for Siena. Arealet blev allerede udstukket i 1932 og Brunello var blandt de første til at få DOC status i 1966. Brunello var også den første vin, der fik den højeste klassifikation DOCG i 1980.

Navnet Brunello stammer fra druen, der anvendes i vinen, Sangiovese Grosso. Brunello blev anvendt af de lokale som navn på en klon af sangiovese-druen. Man kalder dog ikke disse kloner for brunello længere, da man ikke vil risikere, at navnet kan bruges uden for Montalcino-zonen.

Brunello di Montalcino kan kun fremstilles af 100% Sangiovese Grosso fra marker i kommunen Montalcino. Det maksimale udbytte er 56 hl/ha men de gode producenter har et betydeligt lavere udbytte. Det er et krav, at en Brunello skal lagre på fade. Perioden er dog løbende blevet sat ned, så minimumskravet i dag er 2 år. Desuden skal brunello’en i alt lagre min. 4 år før den må frigives på markedet. Er der tale om en Riserva-udgave er lagringstiden 5 år.

Den nyeste årgang på det danske marked er derfor årgang 2003. Traditionelt har man anvendt store fade – såkaldte bottis – typisk af slovensk eg til fadlagring. Men i løbet af 1990’erne er de mindre barriques af fransk eg blevet mere og mere almindelige og mange anvender nu både bottis og barriques. Nogle få producenter holder dog fast i udelukkende at anvende bottis, så der er en mindre opdeling i modernister og traditionalister.

I ugens test er de fleste af vinene fra de sidst frigivne årgange; 2001, 2002 og 2003. 2001 er en af de bedste årgange de sidste 20 år og har produceret en perlerække af gode vine. 2002 er mindre god! Mange producenter har slet ikke produceret Brunello i dette år – til gengæld er der mulighed for at gøre nogle fornuftige køb. 2003 var et varmt år, men da Montalcino ligger relativt køligt har man evnet at fremstille vine, der virker i god balance.

Som det fremgår er Brunello et dyrt bekendtskab. Vil man være sikker på en god kvalitet, skal man som regel op på 200 kr. Derfor vrimler det heller ikke med 5-stjernede vine blandt testens resultater. Kvalitetsmæssigt er vi på et højt niveau, men det er priserne så også.

Til gengæld er testens vinder og næstdyreste vin også det bedste køb! Uccelliera Brunello di Montalcino 2003 er en mellemfyldig til fyldig vin med lækker solmoden frugt og en stor, intens smag med flotte, bløde tanniner. Her er stadig en del ny fad, men det er ekstremt flot integreret og med et par år i kælderen er det perfekt. Den slutter langt, flot og er bare superdejlig. Her er pengene givet godt ud! Den scorer 93/100 pts. og prisen er kr. 332,00 hos Fiasco-Vine.dk.

Navn Region Årgang Score Pris
Brunello di Montalcino – La Columbina Italien
Toscana
2003 91 240,00
Brunello di Montalcino – Fattoi Italien
Toscana
2003 90 239,00
Brunello di Montalcino – Uccelliera Italien
Toscana
2003 93 332,00
Brunello di Montalcino – Tenuta di Sesta Italien
Toscana
2002 88 199,95
Brunello di Montalcino – Argiano Italien
Toscana
2002 88 169,95
v/12
Brunello di Montalcino – Casanuova delle Cerbaie Italien
Toscana
2002 89 139,00
Brunello di Montalcino – La Poderina Italien
Toscana
2002 89 299,95
Brunello di Montalcino – Podere Brizio Italien
Toscana
2001 91 299,00
Brunello di Montalcino – Fattoi Italien
Toscana
2001 90 214,00
Brunello di Montalcino – La Magia Italien
Toscana
2001 91 225,00
Brunello di Montalcino – Rio Cassero Italien
Toscana
2001 87 139,95
v/12
Brunello di Montalcino Riserva – Fattoi Italien
Toscana
1998 91 387,00

Om forfatteren 

Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

Giv en kommentar

Din email adresse offentliggøres ikke. Påkrævede felter er markeret.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}
Bay Vine