I disse dage præsenterer Brunello producenterne i Montalcino årgang 1998 og de længe ventede Riservas fra superårgangen 1997. Begge frigives hen over året 2002. Fokus er helt klart på 1997 riservas – 1997 anses for at være den bedste årgang i det 20. århundrede. I følge Rudolfo Maralli fra producenten Banfi er vinene fra 1997 “både elegante og kraftfulde med utrolig struktur og perfekt balance”. Også vinene fra 1998 er gode. Officielt får årgangen 4 stjerner fra “Brunello Consorzio” og vinene karakteriseres som mere elegante end kraftfulde.
De fleste af 1997-vinene er allerede solgt til importører især i USA og den store efterspørgsel har bl.a. betydet, at der var en vækst på salget af Brunello-vine i 2002 på 10% i forhold til året før.
I øvrigt er den nyeste årgang – 2002 – ikke en succes. Den får kun 2 stjerner og bør hurtigt glemmes…