Butik Nyheder VinFirmaer VinAuktion VinTesten Din Vinkælder
Blog Forum & Chat Vinens ABC Kalender VinForum Klub Jørgen Mønster om Vin
logo_forside.jpg (11380 Byte)
Du er her: Forside - VinTesten


VinTesten 2007
VinTesten 2006

I VinTesten bedømmer jeg hver uge interessante vine på det danske marked. Vinene smages blindt. Vinene bedømmes så objektivt som muligt og jeg giver hver vin to karakterer. Den ene er en absolut vurdering, hvor vinen alene bedømmes ud fra kvalitet. Her anvendes den internationale 100-points skala.
Den anden bedømmelse er den i Danmark så udbredte 5-stjerne skala. Her vurderes både kvalitet og pris og vinen vurderes i forhold til tilsvarende vine.

God fornøjelse
Jan P. Olsen

Sådan bedømmes vinene

Vil du have vin med til test (for vinhandlere)?

VinTesten: Smagt i uge 46 - Tawny Portvin

Traditionen tro står der portvin på smageprogrammet i november måned. Og da der er indkommet en del flasker har jeg valgt at opdele testen i to, således at vi tager Tawny-typerne i dag og Ruby-typerne næste fredag.

Som altid er testen af portvin en af årets bedste smagninger. Man får så meget vin for pengene i disse dejlige, forstærkede vine og så passer de fortræffeligt til indendørs hygge, som december måned normalt byder på i stort omfang. Det er i hvert fald et bedre alternativ end glögg!

Som skrevet er portvin en forstærket vin - altså en hedvin. Når man fremstiller portvin tilsættes den ufærdige vin vinsprit under gæringen, så gæringen stopper og en del sukker derfor forbliver i vinen. På den måde får portvinen en sødlig karakter.

Der findes generelt to typer af portvin; Ruby og Tawny. To engelske navne, (englænderne har altid domineret portvinsproduktionen) der betyder henholdsvis rubinrød (rubin) og brunlig eller gulbrun. De to typer er således opkaldt efter farven på vinen, så det er forholdsvist let at gå til.

I denne uge har vi kun Tawny-typer på programmet. Tawny har lagret mange år på fade, hvorved de over tid bliver brunlige og lyse i farven. De udvikler også en mere nøddeagtig og sødlig karakter end Ruby-typerne. Der er to kvalitetstyper af Tawny portvin; Tawny med alder og Colheita. En Tawny med alder angives enten med 10, 20, 30, 40 eller over 40 år. Det er aldrig blevet helt fastlagt, hvad der ligger i disse aldersbetegnelser, men den generelle holdning er, at vinen i flasken skal have en gennemsnitsalder, der svarer til angivelsen - sådan cirka!

En Colheita er en Tawny fra én bestemt årgang. Den må tidligst tappes efter 7 år men har ikke nogen sidste aftapningsdag. Det betyder, at portvinshusene løbende kan sende nye aftapninger af meget gamle årgange på markedet. Tawny typerne skal ikke flaskelagre - dem bør du drikke, når du køber dem. Tawny med alder og Colheita koster fra ca. 100 kr. og op - jo ældre desto dyrere. De er rigtigt gode til desserter med nødder og mandler, f.eks. til ris a la mande. De kan godt holde nogle uger, når de er åbnet, men heller ikke mere.

Den store vinder i ugens test er portvinshuset J.H. Andresen. Som navnet antyder har huset danske rødder. Det er grundlagt i 1845 af Johann Heinrich Andresen, der blev født på øen Föhr i Slesvig i 1826, mens Slesvig tilhørte Danmark. I dag ejes firmaet af familien Flores Dos Santos og det er først og fremmest et "Tawny-hus". Det ses tydeligt i nærværende test, hvor to af fire vine får 5 stjerner og de to øvrige 4 stjerner.

Den bedste af dem - og ugens bedste vin - er Andresen Royal Choice 20 Years Tawny. Det er en mellemfyldig til fyldig vin med flot, lækker nøddesødme i smagen og en balance, der bare er helt i top. Portvinen er intens men samtidigt har den en flot afdæmpet stil, der bare "smyger sig rundt i munden". Slutningen er lang, intens og nøddepræget. Rigtig flot! Den scorer 95/100 pts. og prisen er kr. 350,00 hos Dansk Portvin Import.

Synes man 350,00 kr. er lige i overkanten, kan man prøve "lillebroderen" - Andresen Century 10 Years Tawny. Den scorer 91/100 pts. og prisen er kr. 200,00.

Blandt Colheita'erne er Kopke Colheita 1997 et ekstraordinært godt køb til en fornuftig pris. Det er en mellemfyldig til fyldig vin med en god sødmefyldt og lækker nøddepræget smag. Her er en del ristede noter og man fornemmer ungdommens præg med en del intensitet. Men det er flot sat sammen og smager virkeligt godt og lækkert. Den scorer 91/100 pts. og prisen er 159,95. Den importeres af ViniPortugal.

Den bedste Colheita har fået lidt mere alder. Det er en anden Tawny-ekspert, Burmester Colheita 1985. Vinen er mellemfyldig til fyldig med en virkelig flot, velbalanceret, sødlig smag. Her er en harmoni helt i top - den er ikke for sødlig, men har alligevel en slikken, rosinagtig smag. Meget forførende! Den slutter langt, sødligt og i fuldendt balance. Dejlig. Den scorer 94/100 pts. og prisen er kr. 349,95 v/12 fl. hos Philipson Wine.

Navn Region Årgang Score Pris
Special Reserve Tawny - Andresen Portugal N/A 89 140,00
The Tawny Port - Graham's Portugal N/A 87 149,95
10 Years Tawny - Sao Pedro Portugal N/A 86 122,00 v/6 (medl.pris)
Century 10 Years Tawny - Andresen Portugal N/A 91 200,00
10 Years Tawny - Quinta dos Murcas Portugal N/A 88 149,00
Royal Choice 20 Years Tawny - Andresen Portugal N/A 95 350,00
Colheita - Krohn Portugal 1998 89 129,95 (tilbud)
Colheita - Barao de Vilar Portugal 1997 89 149,00
Colheita - Kopke Portugal 1997 91 159,95
Colheita - Burmester Portugal 1997 91 249,95 v/12
Colheita - Andresen Portugal 1997 90 205,00
Colheita - Burmester Portugal 1985 94 349,95 v/12

Søg i VinTestens database | Se Alle Vine


Hvad betyder karaktererne?

90 - 100: Gives til en enestående vin, hvor kvaliteten er helt i top.
85 - 89: Gives til den meget gode vin. Det er oftest her at man finder "value for money".
80 - 84: Gives til den gode vin over gennemsnittet.
70 - 79: Gives til en gennemsnitlig vin uden karakter eller dybde.
Under 70: Gives til en uinteressant og fejlbehæftede vin.

stars-5-0.gif (266 Byte)Enestående godt køb
stars-4-0.gif (247 Byte)Meget godt køb
stars-3-0.gif (292 Byte)Godt køb
stars-2-0.gif (252 Byte)Gennemsnitligt køb
stars-1-0.gif (242 Byte)Dårligt køb

Affiliate Program   |   Reklameinfo   |   Om VinForum

Bordeaux Vin   |  VinAuktion.dk

Copyright © 1997- VINFORUM® og Agilitor.  All rights reserved.
Kommentarer kan sendes til info@vinforum.dk.