Oven på sidste uges efterårsferie fortsætter vi med endnu en
tema-smagning. Denne gang er det Barolo og kun i årgang 2004, der er den sidst frigivne.
Der er kun seks flasker til test, men de giver et meget godt billede af årgang 2004, der
er blevet rost til skyerne i den internationale vinpresse.
Det er naturligvis endnu unge vine, der
gerne må tilbringe nogle år i kælderen, men det er vine med flot frugt og ret bløde,
modne tanniner. Og så virker balancen helt i top med flot elegance og finesse, som sammen
med frugten, giver meget flotte vine.
Barolo har haft flere flotte årgange de
senere år, hvor især 2001 har været fremragende. Om 2004 når helt op på siden af 2001
er endnu for tidligt at konkludere, men noget tyder på det. På det korte sigt er 2004
klart bedst, men i længden kan 2001 godt gå hen og "vinde". Der er dog tale om
to helt forskellige vine. |
|
Hvor 2001 er mere kraftfuld og rank i det, virker vinene fra 2004
mere elegante og betydeligt mere tilgængelige. 2004 er på en måde som en blanding
mellem 2000, der var meget frugtig, og 2001. Og det er ingen dårlig kombination.
Vækstsæsonen i 2004 var nærmest perfekt
uden ekstreme vejrforhold. Man slap for storme, haglbyger, frost og regn. Sommeren var
varm, men ikke ekstrem varm. Den sidste måned inden høsten havde man flot, varmt og
solrigt vejr om dagen og kølige nætter - det er præcis hvad nebbiolo-druen har brug
for, for at yde sit maksimale. På grund af det rolige vejr, foregik høsten også senere
end normalt. Mange høstede fra midten til slutningen af oktober, nogle få først i
starten af november. I disse "globale opvarmningstider" er det sjældent med så
sen en høst.
Er der så slet ingen negative forhold
omkring årgang 2004? Jeg kan kun komme på én faktor og det er prisen. Barolo har aldrig
været billig, men flere producenter har valgt at lade vinene stige med 10-15% i årgang
2004 i forhold til 2003 og det gør dem selvsagt endnu mere pebrede. God, almindelig
"mainstream" Barolo koster nu omkring 200 kr., mens de alvorlige producenter som
regel skal have over 300 kr. for en almindelig Barolo. Taler vi enkeltmarks-baroloer skal
vi endnu længere op i pris. Her starter priserne omkring de 400 kr., men vinene koster
ofte mere.
Dagens bedste vin er da også en
enkeltmarksvin, Paolo Scavino Barolo Bric del Fiasc 2004. Scavino
begyndte at dyrke druer i Castiglione Falletto i 1921. Fra start af var der tale om en
almindelig druedyrker, der solgte druer til det lokale kooperativ. I 1955
startede Paolo Scavino dog med at flaske en del af produktionen selv og fra årgang 1964
var man på markedet med Scavino-navnet på Barolo etiketten. Marken Fiasco eller på
dialekt Bric del Fiasc er på 6 ha og ligger i 250 meters højde og som regel giver den
ret kraftige vine. Scavino har 2,5 ha.
Vinen er intens i duften med kirsebær, lidt
ristet træ, lakrids, blomme. Den er mellemfyldig til fyldig med lækker frugt og en
imponerende intens smag med fyldige tanniner, men også med en elegant og meget flot
harmoni. Denne kombination af intensitet og elegance gør vinen ekstrem god! Det er
virkelig en superbarolo bygget til at ældes med ynde og vitalitet. Meget, meget flot! Den
scorer 96/100 pts. og prisen er kr. 575,00 hos Sigurd
Müller Vinhandel.
Er du interesseret i at læse mere om
Scavino kan du læse artiklen: Topproducent fra Barolo på
besøg.
Synes man 575,00 kr. er lige i overkanten
for en flaske barolo, kan man prøve Scavino's Barolo Normale til 335,00 ellers, hvis
dette også er for meget, er der to udmærkede baroloer på tilbud fra ugens test, nemlig
Terredavino Barolo La Mora 2004 til kr. 149,95 (sat ned fra 199,95) og Marchesi di Barolo
Barolo 2004 til kr. 169,95 (normalt 279,95).
Søg
i VinTestens database | Se
Alle Vine
Hvad betyder karaktererne?
90 - 100: Gives til en enestående
vin, hvor kvaliteten er helt i top.
85 - 89: Gives til den meget gode vin. Det er oftest her at man finder
"value for money".
80 - 84: Gives til den gode vin over gennemsnittet.
70 - 79: Gives til en gennemsnitlig vin uden karakter eller dybde.
Under 70: Gives til en uinteressant og fejlbehæftede vin.
Enestående godt køb
Meget godt
køb
Godt køb
Gennemsnitligt
køb
Dårligt køb
|