Smagt
i uge 44 - Barbaresco
Barbaresco er den mindst kendte Nebbiolo-vin
i Piemonte i Norditalien. Langt de fleste kender Barolo, mens Barbaresco er mere ukendt i
den store offentlighed. Men der laves glimrende vin i Barbaresco, der i mange tilfælde er
fuldt på højde med vinene fra Barolo. Vinene minder også om Barolo, så årsagen til at
der ikke er flere Barbaresco til test i denne uge, skyldes måske at de fleste
vinimportører vælger at have det sikre kort fra Barolo i sortimentet fremfor det mere
usikre kort fra Barbaresco.
Barbaresco er da retfærdigvis også et
mindre område end Barolo. Der er ca. 480 ha. vinmarker i Barbaresco DOCG mod 1.250 ha i
Barolo. Det svarer til en årlig produktion på ca. 2,5 mill. flasker. Barbaresco
vindistriktet har navn efter byen Barbaresco, der ligger lidt nordøst for Alba. Vinene
herfra er generelt lidt mere feminine end Barolo og knap så holdbare. Der er
en årsag til, at Barolo bliver kaldt Kongen og Barbaresco for Dronningen.
Der er især en person, der har tegnet
Barbaresco igennem mange år og det er Angelo Gaja. Hans vine er i en klasse for sig selv
og er i dag blandt de dyreste i hele regionen - Barolo inklusive. Han har dog kun tildels
formået at trække de øvrige Barbaresco-producenter med frem i lyset og efter han for
nogle år siden gik væk fra at anvende Barbaresco klassifikationen for i stedet kun at
bruge den bredere Langhe klassifikation, forsvandt støtten fra denne kant.
Barbaresco laves 100% på Nebbiolo-druen og
skal lagre to år, heraf et år på fad, inden den frigives. Er der tale om riserva er
perioden fire år. I begge tilfælde er det et år færre end Barolo. Alkoholprocenten
skal være min. 12,5% (Barolo 13%), men er typisk højere. Årgangene betyder en hel i
Barbaresco og man har været forholdsvis heldig de senere år. Årgangene fra 1996 til
2001 har været mere eller mindre fremragende. År 2002 skyllede væk og i dette år er
der mange, der slet ikke har produceret Barbaresco. År 2003 er en lidt varm årgang, der
ikke har givet så store mængder, men til gengæld er dejlig tilgængelig. Den sidst
frigivne årgang, 2004, er god uden dog at være fantastisk.
Som i Barolo er vinene forholdsvis kostbare
og som regel skal man et godt stykke over 100 kr. for at finde en Barbaresco af udmærket
kvalitet. Men i ugens test er der faktisk to udmærket vine til under 100 kr. Manfredi
Barbaresco 2004 fra Fakta giver en forsmag på, hvad Barbaresco handler om. Den har fin
nebbiolo-frugt i en ikke så kraftig smag, der er let tør i det. Til 49,95 er det en pæn
Barbaresco. Produttori di Barbaresco Barbaresco 2003 er af en "normale" en ret
god vin. Det skyldes måske, at kooperativet i årgang 2003 ikke har produceret
enkeltmarksvine, men i stedet brugt denne vin til den normale Barbaresco. Prisen er kr.
99,95 v/12 fl. hos Philipson Wine.
Men det er dog i den dyre ende, at vi finder
de rigtigt sjove ting. Pio Cesare Barbaresco 2003 er testens bedste vin. Den er
mellemfyldig til fyldig med flot frugt og en massiv smag, der har store tanniner men også
en lidt ristet smag og blødhed fra en fin fadlagring. Den er moderne i stilen og det gør
den nemmere at drikke allerede nu. Den slutter langt, flot og med et let sødmefyldt
aftryk. Dejlig vin! Den scorer 92/100 pts. og prisen er kr. 439,00 hos Fionia Vin.
Også Produttori di Barbaresco Riserva
Moccagatta 2001 og Bruno Rocca Barbaresco 2004 er supervine, der begge scorer 91/100 pts.
Her kan man passende drikke 2001'eren nu og så gemme 2004'eren i nogle år, da den endnu
er meget ung og lidt skrap i det. Begge koster 250,00 kr. og fås hos henholdsvis Philipson Wine og Sigurd Müller Vinhandel.
Kommende tema-smagninger:
16. november 2007: Portvin
30. november 2007: Julevin
14. december 2007: Champagne og anden mousserende vin
Søg
i VinTestens database | Se
Alle Vine
Hvad betyder karaktererne?
90 - 100: Gives til en enestående
vin, hvor kvaliteten er helt i top.
85 - 89: Gives til den meget gode vin. Det er oftest her at man finder
"value for money".
80 - 84: Gives til den gode vin over gennemsnittet.
70 - 79: Gives til en gennemsnitlig vin uden karakter eller dybde.
Under 70: Gives til en uinteressant og fejlbehæftede vin.
Enestående godt køb
Meget godt køb
Godt køb
Gennemsnitligt
køb
Dårligt køb
|