Smagt
i uge 35 - Spanske hvidvine
I denne uge får du resultatet af
efterårets første temasmagning, der omhandler spanske hvidvine. Normalt er det jo ikke
de hvide vine, vi drikker mest af og slet ikke fra Spanien, som er mere kendt for potente
rødvine fra Priorat, Ribera del Duero, Toro eller Rioja. Men der er sket meget i Spanien
på vinfronten de senere år og selvom de røde vine stadigt fylder mest, så er
kvalitetsniveauet på de hvide vine også gået markant op. Derfor fandt jeg smagningen
både relevant og interessant.
Desværre er der ikke indkommet så mange
vine til testen. Det skyldes nok dels, at der stadig er lidt sommerferie blandt vinfolket
og dels at der ikke er så mange vinfirmaer, der har interessante spanske hvidvine i
sortimentet. Men to vinhandlere har sendt i alt 6 vine ind, heriblandt nogle rigtigt gode
vine.
3 af de 6 vine er lavet på
allestedsværende Chardonnay, som stadigt fylder meget i Spanien. Spanierne har altid godt
kunne lide egefade og det bemærkes i alle tre chardonnay'er. Legado Munoz Chardonnay 2005
er en glimrende "entry-level" Chardonnay med et godt forhold mellem kvalitet og
pris, mens Chivites Chardonnay Coleccion 125 2004 fra Navarra er en meget intens og lidt
tung Chardonnay - en flot vin, men også lidt "grov" i det.
De mere spændende ting på hvidvinsfronten
foregår i Galicien i Spaniens nordvestlige hjørne, hvor pilgrimsbyen Santiago de
Compostela er hovedstad. Her finder man bl.a. vinområderne Rias Baixas og Valdeorras,
hvor der fremstilles glimrende hvidvine på lokale druer.
Rias Baixas er udelukkende hvidvinsland og
hoveddruen er Albariño. Den giver normalt en vin med friskhed, aroma og megen frugt. Det
finder man også i testens repræsentant, Fefinanes Albarino 2006. Det er
en mellemfyldig vin med flot frugt og en frisk og ret sprød smag. Vinen er livlig og
forfriskende i en let og elegant stil. Den slutter mellemlangt og med et godt, sprødt
syrepift. En oplagt madvin, specielt til alt godt fra havet. Den scorer 88/100 pts. og
prisen er kr. 99,50 hos Sigurd Müller
Vinhandel.
I Valdeorras (den gyldne dal) er vi rykket
øst på og ind i landet. Her må to lokale druer deles om at være de vigtigste. Mencia
til de røde vine og Godello til de hvide. Og især Godello kan i de rette hænder skabe
verdensklasse hvidvine. Godello giver meget frugtige, lidt opulente vine, der dog også
har en god syre. Den kan minde lidt om Chardonnay, men er dog helt sin egen. Og at det
ikke er lyv med verdensklasse, viser testens Rafael Palacios As Sortes 2005.
Det er en helt igennem vidunderlig hvidvin, som jeg kun på det kraftigste kan anbefale!
Den er mellemfyldig til fyldig med en meget flot moden frugt og en intens og cremet smag.
Her er brugt fad, men det er utroligt godt integreret. I slutningen er der masser af frugt
og en dejlig cremet og lækker sødmefyldthed. Og så er den meget vedvarende i munden.
Super vin! Den scorer 92/100 pts. og prisen er kr. 198,00 hos Sigurd Müller Vinhandel.
Kommende tema-smagninger:
21. september 2007: Pinot Noir fra New Zealand
12. oktober 2007: Chateauneuf-du-Pape 2004 og 2005
2. november 2007: Barbaresco
16. november 2007: Portvin
30. november 2007: Julevin
14. december 2007: Champagne og anden mousserende vin
Søg
i VinTestens database | Se
Alle Vine
Hvad betyder karaktererne?
90 - 100: Gives til en enestående vin, hvor kvaliteten
er helt i top.
85 - 89: Gives til den meget gode vin. Det er oftest her at man finder
"value for money".
80 - 84: Gives til den gode vin over gennemsnittet.
70 - 79: Gives til en gennemsnitlig vin uden karakter eller dybde.
Under 70: Gives til en uinteressant og fejlbehæftede vin.
Enestående
godt køb
Meget godt køb
Godt køb
Gennemsnitligt
køb
Dårligt køb
|