Smagt
i uge 15 - Små stjerner fra Vacqueyras
Vacqueyras i det sydlige Rhône lever lidt i skyggen af
de mere kendte naboer som Chateauneuf-du-Pape og Gigondas. Og det selv om produktionen af
vin fra området er større end i nabobyen Gigondas. Måske det skyldes at kooperativet
står for over halvdelen af områdets vinproduktion? I Danmark er der heller ikke mange
vinhandlere, der fører vin fra Vacqueyras, hvilket også kan aflæses i ugens tematest,
hvor kun 3 vinhandlere deltager med i alt 8 vine.
Vacqueyras er først og fremmest Grenache-land, typisk
spædet op med Syrah og måske lidt Mourvedre. Det er som regel typiske Rhône-vine med
sol, varme og krydderi - en smag som vi danskere har lært at sætte stor pris på. I
sammenligning med de mere kendte Chateauneuf-du-Pape og Gigondas, kan man generelt sige,
at vinene fra Vacqueyras er lidt mere rå og rustikke i det. I madmæsig sammenhæng er de
perfekte til lam og mange vildtretter.
Vacqueyras var indtil 1990 "blot" klassificeret
som Côtes-du-Rhône Village, men blev dette år opgraderet til "Cru" og fik
egen appellation på lige for med Chateauneuf-du-Pape og Gigondas. Feltet er senere
udvidet med Beaumes-de-Venise og Vinsobres (hvor bliver Rasteau af?). Desværre betyder
opgradering ofte prisstigning, men endnu er Vacqueyras vine holdt på et forholdsvist
fornuftigt niveau, hvor de bedste vine koster omkring 100 kr. Det ses også i dagens test,
hvor prisniveauet er fra 85,00 til 119,00 kr.
Og pengene er givet godt ud! Holder man sig til de gode
årgange, og det er stort set alle år fra år 2000 undtaget 2002, hvor det hele regnede
væk, får man kvalitet for pengene. Det fremgår i øvrigt tydeligt i den ene vin fra
denne årgang, der er med i denne test. Hele tre vine får 5 stjerner for et enestående
godt forhold mellem pris og kvalitet.
Den bedste vin er Domaine Le Couroulu Vielles
Vignes 2004. Den er mellemfyldig med lækker frugt og en ret kraftig smag fyldt
med krydderi og gode, lidt strenge tanniner. Her er dog balance i tingene og tanninerne
vil sikkert modnes i løbet af et års tid eller to. Flot Syd-Rhône vin. Den scorer
90/100 pts. og prisen er kr. 119,00. Også Domaine Le Couroulu Vielles Vignes
i årgang 2003 får topkarakter. Den er mellemfyldig med lækker frugt og en dejlig smag,
der er let krydret og oser af sol og varme. Vinen er en smule opulent i det, men en skøn
imødekommenhed balancerer dette fint. Behagelig, frugtig og blød. Den scorer 89/100 pts.
og prisen er 109,00. Begge vine fås hos Vinhuset
Les Cepages.
Den tredje vin med 5 stjerner er Burle Vacqueyras
Cuvee Sirius 2005. Det er en specialcuvee, der er lavet specielt til det danske
marked. Den er mellemfyldig med lækker frugt og en yderst blød og imødekommende, let
krydret smag. Her er meget flotte, ranke tanniner, der giver en god intensitet i smagen og
samtidigt gør den blød at drikke. Har givet mange år i sig endnu men smager allerede nu
fortrinligt. Den scorer 90/100 pts. og prisen er kr. 95,00 v/12 fl. hos
Rhône-specialisten The Wine
Company.
I øvrigt indbyder vinene fra testen til en lille
vertikalsmagning. Domaine Le Couroulu Vacqueyras Vielles Vignes er med i 3 årgange, der
alle stadig kan fås hos vinhandleren. Og da de alle 3 er meget forskellige, er det en
sjov lille smagning.
Kommende tema-smagninger:
Australsk Shiraz - 27. april (sidste frist for indlevering 20/4)
Gewürztraminer - mest Alsace men andre er også velkomne 18. maj (sidste frist for
indlevering 11/5)
Grillvine - 8. juni (sidste frist for indlevering 1/6)
Søg
i VinTestens database | Se
Alle Vine
Hvad betyder karaktererne?
90 - 100: Gives til en enestående vin, hvor kvaliteten
er helt i top.
85 - 89: Gives til den meget gode vin. Det er oftest her at man finder
"value for money".
80 - 84: Gives til den gode vin over gennemsnittet.
70 - 79: Gives til en gennemsnitlig vin uden karakter eller dybde.
Under 70: Gives til en uinteressant og fejlbehæftede vin.
Enestående
godt køb
Meget godt køb
Godt køb
Gennemsnitligt
køb
Dårligt køb
|