mandag 20. november 2017
Forside >> Vinens ABC >> Frankrig >> Côte de Nuits

Côte de Nuits

Côte de Nuits er den nordlige del af Côte d’Or, hvor mange af Bourgognes bedste vine fremstilles – den sydlige del er Côte de Beaune. Côte de Nuits ligger på en lille højderyg, hvor kalksten udgør jordbunden og den er kernen for de bedste rødvine i Bourgogne vinregionen. Området strækker sig fra Dijon i nord og til lige syd for Nuits-Saint-Georges, som har givet navn til distriktet.

Der produceres enkelte hvide og rosévine i distriktet, men det er de bedste rødvine på pinot noir, der er dominerende i området.

Côte de Nuits dækker fjorten kommuner. I seks af dem produceres der grand cru vine og de ligger alle i området mellem Gevrey-Chambertin og Nuits-Saint-Georges – både nord og syd herfor findes der fire mindre betydningsfulde kommuner. Grand Cru’erne er nogle af de mindste appellationer i Frankrig, f.eks. er La Romanée kun på 0,85 ha – mindre end en fodboldbane.

Helt i nord finder vi Marsannay, som noget helt unikt i Côte de Nuits laver vin i alle tre farver – rød og rosé fra Pinot Noir og hvid fra Chardonnay. Appellationen strækker sig ind i Couchey og Chenove. Fixin har sin egen appellation, men området Brochon Côte de Nuits Villages strækker sig ind i kommunen. Her er også lidt Chardonnay.

Derfra kommer vi til den nordligste af de bedste kommuner; Gevrey-Chambertin. Denne kommune har flere Grand Cru’er end nogen anden kommune, nemlig 8 eller 9 – alt efter hvordan man gør det op. Det er her de mest maskuline af de ellers feminine Bourgogne-vine findes og som regel kan man kende vinene herfra i en blindsmagning på grund af de lidt grove og maskuline træk.

De bedste vine kommer fra grand cru’en, Chambertin og dens udvidelse Chambertin-Clos de Beze. Vinene fra Clos de Beze må gerne kalde sig Chambertin mens det omvendte ikke er tilfældet. De andre Grand Crus er Mazis-Chambertin, Chapelle-Chambertin, Charmes-Chambertin (Mazoyeres-Chambertin), Griotte-Chambertin, Latricieres-Chambertin og Ruchottes-Chambertin. Stort set alle producenter i Mazoyeres anvender Charmes-navnet, så denne Grand Cru tæller ikke rigtigt med mere.

Næste kommune er Morey-Saint-Denis, som er en lille kommune med blot fire Grand Crus: Clos de la Roche, Clos St. Denis, Clos des Lambrays og Clos de Tart.

Når vi kommer ned til Chambolle-Musigny ændrer jordbunden sig og bliver mere kalkholdig, hvilket gør vinene lidt lettere, delikate og feminine med en udsøgt aroma og duft. Grand Cru’er er Bonnes Mares, hvoraf 1,5 ha ligger i Morey-Saint-Denis, og Musigny.

Vougeot er så domineret af dens kun ene Grand Cru vinmark – Clos Vougeot – at man ofte glemmer de andre vine, der også laves i kommunen både af premier cru kvalitet og kommunevin. Men Clos de Vougeot udgør 50,6 ha ud af i alt 67 ha vinmarker, så det er vel egentligt ikke så underligt. Clos de Vougeot er den største Grand Cru i Côte de Nuits og der er mere end 75 forskellige ejere, så det er noget af et kludetæppe.

Længere mod syd finder vi Flagey-Echezeaux og Vosne-Romanée. Det er egentlig to områder (kommuner), men i Flagey findes kun de to Grand Cru’er, Grands Echezeaux og Echezeaux – al anden vin herfra sælges som Vosne-Romanée.

Vosne indeholder nogle af de mest berømte navne i vinens verden, især Romanée-Conti og La Tache; to grand cru’er, der kun har én ejer (monopole), Domaine de la Romanée-Conti. De andre Grand Cru’er er Richebourg, La Romanée, Romanée-St. Vivant og La Grand Rue.

Sydligst finder vi Nuits-Saint-Georges, der er den største by i distriktet. Her er ingen Grand Cru men hele 37 Premier Cru. De fleste vine sælges dog som kommunevine eller som Côte de Nuit Villages. Vinene fra Premeaux-Prissey sælges under Nuits-Saint-Georges appellationen og som Côte de Nuits Villages. De to sidste byer, Comblanchien og Corgoloin sælges som Côte de Nuits Villages.

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*