tirsdag 17. juli 2018
Forside >> Blog >> Vin og temperatur

Vin og temperatur

Vinens temperatur har afgørende indflydelse på, hvordan en vin smager. Det er der vist ikke nogen, der er uenig i. Når vinen er skænket i glasset holder den sjældent temperaturen – den bliver varmere. Og her om sommeren er problemet endnu større, så vinen i både glasset og måske også flasken hurtigt bliver alt for varm.

Men hvad er egentlig den rigtige temperatur og hvad kan vi gøre for at servere vinen optimalt?

Det er vel ingen hemmelighed at hvidvin skal serveres kølig og rødvin som regel noget varmere – omkring stuetemperatur. Og generelt kan man sige, at jo kraftigere og fyldigere en vin, desto varmere må den være – med visse undtagelser selvfølgelig! Lad os tage vinene i rækkefølge med de koldeste først:

Mousserende vine og lette søde vine må gerne serveres direkte fra køleskabet og er bedst ved 6-8 grader, hvilket de hurtigt opnår, når de skænkes.
Champagne og tungere søde vine må også gerne være kolde og er bedst ved 7-10 grader, hvor man også kan servere lette og halvtørre hvidvine.
De bedre og fyldigere hvidvine er bedst ved 11-15 grader – altså noget varmere end køleskabets 3-5 grader. Man skal altså tage hvidvinen ud af køleskabet mindst en halv time før servering!

Lette og medium fyldige rødvine, f.eks. Beaujolais og Bourgogne, har det bedst ved 15-16 grader, altså noget under stuetemperatur. Men fyldigere rødvine bør serveres ved 17-19 grader – altså også under stuetemperatur.

Der findes flere metoder at nedkøle vinen på. Den hurtigste er en isspand – det er dog også den mest våde. Her falder vinens temperatur ca. 1 grad hvert andet minut. Man kan også bruge en iskappe, der er meget effektiv og praktisk. Her falder temperaturen ca. 1 grad hvert tredje minut. Og så kan man selvfølgelig sætte vinen i køleskab. Det tager dog timer, at nedkøle vinen…
Du finder praktiske vinkølere her:
http://butik.vinforum.dk/catalog/index.php/cPath/32_35

For at holde vinen kold kan du enten bruge en af ovenstående vinkølere eller evt. vikle våde aviser om flasken. Det er effektivt men ikke særligt kønt…

God fornøjelse i sommervarmen.

Om Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*