mandag 20. november 2017
Forside >> VinTest >> 2008 >> Tawny Portvin

Tawny Portvin

Traditionen tro står der portvin på smageprogrammet i november måned. Og da der er indkommet en del flasker har jeg valgt at opdele testen i to, således at vi tager Tawny-typerne i dag og Ruby-typerne næste fredag.

Som altid er testen af portvin en af årets bedste smagninger. Man får så meget vin for pengene i disse dejlige, forstærkede vine og så passer de fortræffeligt til indendørs hygge, som december måned normalt byder på i stort omfang. Det er i hvert fald et bedre alternativ end glögg!

Som skrevet er portvin en forstærket vin – altså en hedvin. Når man fremstiller portvin tilsættes den ufærdige vin vinsprit under gæringen, så gæringen stopper og en del sukker derfor forbliver i vinen. På den måde får portvinen en sødlig karakter.

Der findes generelt to typer af portvin; Ruby og Tawny. To engelske navne, (englænderne har altid domineret portvinsproduktionen) der betyder henholdsvis rubinrød (rubin) og brunlig eller gulbrun. De to typer er således opkaldt efter farven på vinen, så det er forholdsvist let at gå til.

I denne uge har vi kun Tawny-typer på programmet. Tawny har lagret mange år på fade, hvorved de over tid bliver brunlige og lyse i farven. De udvikler også en mere nøddeagtig og sødlig karakter end Ruby-typerne. Der er to kvalitetstyper af Tawny portvin; Tawny med alder og Colheita. En Tawny med alder angives enten med 10, 20, 30, 40 eller over 40 år. Det er aldrig blevet helt fastlagt, hvad der ligger i disse aldersbetegnelser, men den generelle holdning er, at vinen i flasken skal have en gennemsnitsalder, der svarer til angivelsen – sådan cirka!

En Colheita er en Tawny fra én bestemt årgang. Den må tidligst tappes efter 7 år men har ikke nogen sidste aftapningsdag. Det betyder, at portvinshusene løbende kan sende nye aftapninger af meget gamle årgange på markedet. Tawny typerne skal ikke flaskelagre – dem bør du drikke, når du køber dem. Tawny med alder og Colheita koster fra ca. 100 kr. og op – jo ældre desto dyrere. De er rigtigt gode til desserter med nødder og mandler, f.eks. til ris a la mande. De kan godt holde nogle uger, når de er åbnet, men heller ikke mere.

Den store vinder i ugens test er portvinshuset J.H. Andresen. Som navnet antyder har huset danske rødder. Det er grundlagt i 1845 af Johann Heinrich Andresen, der blev født på øen Föhr i Slesvig i 1826, mens Slesvig tilhørte Danmark. I dag ejes firmaet af familien Flores Dos Santos og det er først og fremmest et “Tawny-hus”. Det ses tydeligt i nærværende test, hvor to af fire vine får 5 stjerner og de to øvrige 4 stjerner.

Den bedste af dem – og ugens bedste vin – er Andresen Royal Choice 20 Years Tawny. Det er en mellemfyldig til fyldig vin med flot, lækker nøddesødme i smagen og en balance, der bare er helt i top. Portvinen er intens men samtidigt har den en flot afdæmpet stil, der bare “smyger sig rundt i munden”. Slutningen er lang, intens og nøddepræget. Rigtig flot! Den scorer 95/100 pts. og prisen er kr. 350,00 hos Dansk Portvin Import.

Synes man 350,00 kr. er lige i overkanten, kan man prøve “lillebroderen” – Andresen Century 10 Years Tawny. Den scorer 91/100 pts. og prisen er kr. 200,00.

Blandt Colheita’erne er Kopke Colheita 1997 et ekstraordinært godt køb til en fornuftig pris. Det er en mellemfyldig til fyldig vin med en god sødmefyldt og lækker nøddepræget smag. Her er en del ristede noter og man fornemmer ungdommens præg med en del intensitet. Men det er flot sat sammen og smager virkeligt godt og lækkert. Den scorer 91/100 pts. og prisen er 159,95. Den importeres af ViniPortugal.

Den bedste Colheita har fået lidt mere alder. Det er en anden Tawny-ekspert, Burmester Colheita 1985. Vinen er mellemfyldig til fyldig med en virkelig flot, velbalanceret, sødlig smag. Her er en harmoni helt i top – den er ikke for sødlig, men har alligevel en slikken, rosinagtig smag. Meget forførende! Den slutter langt, sødligt og i fuldendt balance. Dejlig. Den scorer 94/100 pts. og prisen er kr. 349,95 v/12 fl. hos Philipson Wine.

NavnRegionÅrgangScorePris
Special Reserve Tawny – AndresenPortugalN/A89140,00
The Tawny Port – Graham’sPortugalN/A87149,95
10 Years Tawny – Sao PedroPortugalN/A86122,00 v/6 (medl.pris)
Century 10 Years Tawny – AndresenPortugalN/A91200,00
10 Years Tawny – Quinta dos MurcasPortugalN/A88149,00
Royal Choice 20 Years Tawny – AndresenPortugalN/A95350,00
Colheita – KrohnPortugal199889129,95 (tilbud)
Colheita – Barao de VilarPortugal199789149,00
Colheita – KopkePortugal199791159,95
Colheita – BurmesterPortugal199791249,95 v/12
Colheita – AndresenPortugal199790205,00
Colheita – BurmesterPortugal198594349,95 v/12

Om Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

En kommentar

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*