tirsdag 21. november 2017
Forside >> VinTest >> 2014 >> Sommerens røde grillvine

Sommerens røde grillvine

Denne uge er i de røde grillvines tegn. Der er tale om rødvine, som de enkelte vinhandlere har udvalgt som passende til mad fra grillen. Der er 25 flasker til test – et par måtte udgå – og der er lidt for enhver smag, men generelt er de meget ensartede i stilen og de fleste af dem passer da også fortrinligt til grillmad.

Mad fra en grill bliver naturligt nok ristet og endda lidt røget, hvis der er tale om en kulgrill. Så det er ikke alle vine, der kan hamle op med det. Det kræver, at også vinene gerne må være lidt krydrede og “ristede”, så de kan hamle op med maden. Så vinene må ganske enkelt ikke være for svage, for så overdøves de af maden.

En anden faktor, der spiller ind på vinvalget, er brugen af marinade og saucer, når vi griller. F.eks. stiller en sødlig barbecue-sauce ekstra krav til vinen, som så også godt må have lidt sødme. Det kan en god fadlagring som regel tilføre, så fadlagret vin er normalt det bedste til grillmad. Det gælder i øvrigt også de hvide vine.

Når vi ser på de vine, vinhandlerne har indsendt, lever de meget godt op til disse krav, men der er dog også enkelte, hvor jeg nok ikke vil servere dem til mad fra grillen.

Som det fremgår er langt de fleste vine oversøiske og de er som regel rigtigt gode til grill, da de både har masser af saft og kraft samt en god fadlagring. Spanien kan også være med her og de sydlige områder i Frankrig, men Italien har det svært – der er langt imellem grillvinene her.

Af de 25 vine er der flere, der har fået de maksimale 5 stjerner, men jeg har valgt to ud, som jeg synes er de absolut bedste som allround grillvin, hvor man både kan servere godt kød, barbecue og pølser med tilbehør, uden det går ud over vinen.

Den første er Compania de Vinos del Atlantico M Vinos Sin Ley 2011 fra Yecla i Spanien. Den er lavet på Monastrell (Mourvedre) og er en mellemfyldig vin med lækker frugt og en smag, der er rund, blød og let krydret med en lille sødme fra fadlagringen. Her er masser af saft og kraft, men det er pakket flot ind og den er perfekt til grill. Og så imponerer den til prisen. Den scorer 89/100 pts. og prisen er kr. 75,00 v/6 fl. hos The Wine Company.

Den anden er fra Chile, men et relativt køligt område, Limari Valley, og er lavet på Syrah. Der er tale om Tabali Reserva Syrah 2012, som er en mellemfyldig til fyldig vin med dejlig frugt og en smag, der har markant bærfrugt og en lidt ristet tone med lidt vanille. Meget intens og saftig, men også med god balance. Den er perfekt til grill og super til prisen. Den scorer 89/100 pts. og prisen er 95,00 hos Vinens Verden.

 

NavnRegionÅrgangScorePris
Grenache – Le ParadouFrankrig20128449,95 v/12
Vieilles Vignes Les Garrigues – Domaine de CristiaFrankrig Rhône20128995,00 v/6
Minervois – Chateau MarisFrankrig201287100,00 v/6
Rosso del Veneto – Contra dei MistriItalien20118575,00 v/6
Terrae Garnacha – TemporeSpanien201088130,00
M Vinos Sin Ley – Compañía de Vinos del AtlánticoSpanien20118975,00 v/6
Cuvée Philipson – Telmo RodriguezSpanien20108789,95 v/12
Zinfandel – WoodhavenUSA20128675,00 v/6
Founders Estate Zinfandel – BeringerUSA20118680,00 v/6
Old Vine Zinfandel – Graymont EstateUSA20128789,00 v/6
Agnus – Lidio CarraroBrasilien20118489,95 v/12
Reserva Syrah – TabaliChile20128995,00
Alamos Malbec – CatenaArgentina20118449,95 v/12
Malbec – La PostaArgentina20118679,95 v/12
505 Malbec – CasarenaArgentina20128475,00 v/6
Felino Malbec – Vino CobosArgentina20118779,95 v/12
Malbec Single Vineyard – Familia MayolArgentina201289110,00
Malbec – El EnemigoArgentina201089129,95 v/12
Shiraz – WakefieldAustralien20128675,00 v/6
Sexy Beast Cabernet Sauvignon – Two HandsAustralien201191169,95 v/12
Variety of Indulgence – Chocolate BoxAustralien201287100,00 v/6
Old Vines GSM – TorbreckAustralien201190115,00 v/2
Cherry Chocolate – Chocolate BoxAustralien201288100,00 v/6
Shiraz – EpsilonAustralien201290140,00 v/6
Dark Chocolate – Chocolate BoxAustralien201288100,00 v/6

Om Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

En kommentar

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*