15. april 2010

Jeg bliver altid en smule provokeret af, når nogle vinhandlere hævder, at deres vine er billigere på grund af, “at de sælger direkte og derved sparer en masse led væk, som kommer forbrugeren til gode“. Det første i sætningen om at spare led væk, kan godt være rigtigt, men kommer det altid forbrugeren til gode?

Nu kan sådan noget være svært at teste og man bør selvfølgelig gå videnskabeligt tilværks, men det har jeg ikke haft tid til. I stedet kommer her en hurtig analyse af hvordan det forholder sig hos 3 vinhandlere med hver deres chilenske vin. Jeg har taget prisen på en standard Cabernet Sauvignon fra sidste årgang og topvinen fra samme vinhus og sammenlignet med priserne i England, som på mange måder minder om det danske vinmarked mht. moms og afgifter, dog er markedet naturligvis betydeligt større. Inden vi analyserer på tallene skal du lige have dem først:

Philipson Wine:
Viu Manent Cabernet Sauvignon 2009, kr. 39,95 – UK: kr. 57,24 (£6,75) hos Slurp.co.uk
Viu Manent Viu 1 2007, kr. 299,95 – UK: kr. 343,44 (£40,50) hos Slurp.co.uk

Vinens Verden:
Vina Carmen Cabernet Sauvignon 2007, kr. 59,00 – UK: kr. 76,06 (£8,97) hos Everywine.co.uk
Vina Carmen Gold Reserve 2003, kr. 348,00 – UK: kr. 250,08 (£29,49) hos Hailshamcellars.co.uk

H.J. Hansen Vin:
Errazuriz Cabernet Sauvignon 2008, kr. 75,00 – UK: kr. 59,28 (£6,99) hos Oddbins.co.uk
Errazuriz Don Maximiano 2006, kr. 399,00 – UK: kr. 237,02 (£27,95) hos Winedirect.co.uk

Inden vi kigger på de enkelte vinhandlere, så er det faktisk interessant, at køber man de 3 billige vine i Danmark (altså alle 3), så sparer man samlet 10% i forhold til hvis man skulle købe dem alle 3 i England (173,95 kr. vs. 192,58 kr.). Køber man derimod alle de dyre flasker i Danmark skal man af med 26% mere ift. hvis man havde købt dem i England. Umiddelbart er avancen relativt set altså større på dyr vin i Danmark?

De tre nævnte vinfirmaer har forskellig distributionsstrategi. Philipson Wine sælger direkte og er i dette tilfælde billigere på begge vine ift. deres engelske pendant med henholdsvis 30% og 13%. Konceptet er måske billigere?

Hos Vinens Verden, der sælger sin vin via vinhandlere (fordyrende led?) og i øvrigt også på egen webshop nu, er tallene lidt mere brogede. På den billige vin er Vinens Verden billigere med 22%, mens man på den dyre er dyrere med 39%. Man kan altså godt konkurrere i den billige ende, selv om man sælger gennem forhandlere!

H.J. Hansen Vin sælger via egne butikker, gennem vinhandlere (Vinspecialisten) og direkte på egen hjemmeside. Men her er man dyrere, endda ret betragteligt, ift. de engelske priser. Den billige er 27% dyrere og den dyre er hele 68% dyrere.

Konklusion

Som skrevet indledningsvist skal man passe på med at drage for voldsomme konklusioner af en sådan hurtigt analyse, men vi kan alligevel konkludere at det “direkte koncept” i dette tilfælde er billigere på begge vine, hvilket ikke er tilfældet for de to øvrige vinhandlere.

Men vi kan også konkludere, at vingrossisten, der sælger til vinhandlere, sagtens kan konkurrere på prisen også i den lave ende, hvilket jo er ret interessant.

Endelig må vi konkludere, at i dette tilfælde virker det som en fordyrende foranstaltning at have egne butikker.

Men hvad siger du? Lad os få din kommentar nedenfor.

Om forfatteren 

Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

Giv en kommentar

Din email adresse offentliggøres ikke. Påkrævede felter er markeret.

  1. Hvad med at nævne at Philipson’s pris er en tilbudspris v/ 12 fl.
    – OG IKKE MINDST at fragten kommer oven i ??? !!!

    Jeg tror vi er mange som er trætte af at høre om hvor billig Philipson er.
    Vi har jo allesammen gode priser når man køber 60 fl.

    Burde man ikke sammenligne 1-stykspriserne ?

    Hilsen fra Vinhandleren som også importerer direkte. :-O

  2. Kære Ole,

    Jeg også smågriner med mig selv hver gang jeg læser “vi sparer mellemleddet”.

    I en vinverden der baseres på personlige forbindelser, courtier, negociants osv, er det en påstand der ikke holder…vin. Der er utallige eksempler hvor vinen købt via en professionel mellemled viser sig at være billigere end partierne købt hos en producent. Hvis vi udvider begrebet “billigere” til “fordelagtigere” er
    der endnu mere at skrive om sagen. Men fred være med det.

    Din pointe er god, men jeg savner en bredere substantiering både talmæssigt og geografisk.
    Iøvrigt er det ikke altid at prisen som sådan er afgørende for købet: salgsbetingelser, nemhed, kredit service er også en del af “prisen”.

    Det er naturligvis noget der tager tid, kræfter og penge, men måske har du der et emne af virkelig
    interesse for dine læser, både forbrugere og erhvesfolk.

    Ciao,

    Carlo

  3. Som forbruger bliver man ofte rådet til at finde en vinhandler, som man har tillid til. Det råd har jeg nu aldrig tillagt nogen større værdi. En vinhandler og hans families eksistensgrundlag afhænger jo af, at han får solgt noget vin. Denne kendsgerning vejer nok tungere end hensynet til forbugerens økonomi.

    Jeg har ikke så mange eksempler; men jeg mindes stadig, at Philipson Wine kort efter starten havde en Saint-Émilion Grand Cru Classé, Chateau Petit Faurie de Soutard i årgang 1983. I øvrigt en ganske velsmagende vin. Prisen hos Philipson Wine var kr. 130 ved køb af 12 flasker (en hel kasse). Også den gang var sloganet, at man undgik fordyrende mellemled, når man handlede hos Philipson Wine. Uheldigvis for Philipson Wine havde Netto samme vin på hylderne til kr. 80 – både i perioden inden at Philipson Wine begyndte at sælge vinen samt et stykke tid efter. Som forbruger virkede det ikke seriøst, og jeg handlede selvfølgelig ikke denne vin hos Philipson. Siden har jeg dog købt meget vin hos Philipson Wine vel vidende, at jeg sandsynligvis kunne have købt den billigere et andet sted, hvis jeg bare kunne finde det sted.

  4. Jeg har udarbejdet en Excel-fil over hovedsalig spanske vine i den pæne prisklasse. Jeg er begyndt at handle i Tyskland hvor fragten er mindre end hvis der sendes med post i DK. Handler jeg for mere end 290 euro er det fragtfrit. I forhold til de store vinforretninger her hjemme er min besparelse voldsom. En vin der i DK koster kr.450,- giver jeg kr. 244,- for. Alle disse adresser fandt jeg da jeg faldt over “Vinopedia” som er en søgemaskine for vine. Jeg vil gerne sende dig min fil og høre din kommentar.

  5. At bruge Philipson som sammenligning er nok noget af det mest useriøse, da hans priser udelukkende er baseret på køb af 12 flasker. Det er ikke ualmindeligt at prisen er dobbelt så dyr ved køb af mindre end 12 flasker.

  6. Lars Christensens kommentar til Philipson Wine er helt relevant. Philipson reklamerer ingen steder med sine priser som gælder for alle vine hvor man køber mindre end 12 flasker – og vel at bemærke, 12 FLASKER AF DEN SAMME VIN – ikke bare 12 forskellige.
    Realiteten er , at disse priser ligger på næsten det dobbelte af 12 stk’s priserne.
    Philipson er ikke relevant som sammenligning i denne kontekst.

  7. Tusinde tak for kommentarerne ind til videre.

    Nu skriver jeg jo netop, at dette på ingen måde er en videnskabelig afhandling men blot en unuanceret test af tre vinhandleres priser på nogle tilfældige vine. Og lad mig så også slå fast, at jeg ikke er ude efter Philipson eller nogle andre vinhandlere. Jeg prøver faktisk bare at gøre opmærksom på, at mange forskellige dirstributionskanaler kan være lige gode – også Philipsons.

    Så har jeg følgende kommentarer til jer, der har kommenteret indtil nu:

    @Lars: Jeg har ikke set på antal af vine, man skal købe for prisen. Blot den laveste hos alle vinhandlere – også i England. Og jeg sammenligner jo netop ikke prisen mellem de danske vinhandlere men kun relativt i forhold til deres engelske counterparts. Og hos den engelske forhandler skal man købe 6 flasker, så sammenligningen går næsten op. Fragt mener jeg vi skal holde uden for. Det koster jo også penge, at køre ned til vinhandlen, hvis man skal sætte det lidt på spidsen.

    @Carlo: Jeg er helt enig i, at data er for tynde. Det kunne være interessant at lave en grundigere undersøgelse. Jeg vil se om jeg kan få tid til det.

    @Jørgen: Jeg er meget enig i dine betragtninger og handler også selv mange steder.

    @Søren: Det lyder interessant med de tyske vinhandlere. Det er der sikkert flere læsere på VinForum, der godt kunne have interesse i.

    @Evald: Det er bestemt ikke useriøst, at bruge Philipson Wine – det er jo netop hans koncept med direkte salg, jeg forsøger at teste! Det er det, hele min artikel handler om…

    Og lad mig så lige gentage en af konklusionerne for at gøre det helt klart: Det er ligeså billigt at købe en billig chilensk vin hos en af Vinens Verdens vinhandlere som hos Philipson Wine.

    Endelig skal jeg beklage, at man får en fejl, når man opretter en kommentar, men den går altså igennem.

  8. Efter en weekend udenfor hjemmet og uden internetadgang kan det være en rædsel at åbne mailboxen og se den ene ligegyldige besked efter den anden. Men det kan gudskelov også være interessant, hvis bare en enkelt mail har noget at byde på. Det sidste har jeg netop oplevet, da jeg så Jan Olsens nyhedsmail. Selv om baggrunden – Olsens forkølelse – naturligvis ikke er morsom, så var det for mig morsomt at læse indlæggene om prissætningen på vin i Danmark. Det er nemlig en af mine egne kæpheste. Da jeg for 3½ år siden – fuldstændig forudsætningsløs, bortset fra en årelang interesse for god vin – startede min lille vinimport, rådførte jeg mig med forskellige kolleger/konkurrenter omkring prissætning mv. Naturligvis ”googlede” jeg også rundt på forskellige kollegers hjemmesider og konstaterede derigennem, at det nærmere er reglen end undtagelsen, at flaskeprisen er betydeligt lavere ved køb af 12 flasker. I nogle (faktisk ret mange) tilfælde kunne jeg konstatere, at man med største lethed kunne ”spare” 50 % ved at købe 12 frem for f.eks. 10 flasker. Efter de almindelige tommelfingerregler, som venlige kolleger havde indviet mig i, svarer sådanne priser jo nærmest til, at man ved 12 flasker sælger vinen til kostpris (hvad der jo også er nogen vinhandlere, der fører sig frem på at påstå at gøre). Som Carlo Merolli – i min omskrivning -så rigtigt siger, så har nok alle vinhandlere tænkt sig i en eller anden udstrækning at kunne ernære sig selv og sin familie ved salget af vin, og det kan jo selvsagt ikke lade sig gøre ved at sælge vin til kostpris. Sagen er jo nok, hvad næppe nogen (og så alligevel!?) kan være i tvivl om, at prisen ved 12 flasker er ”den rigtige”, mens prisen for 1 eller 11 flasker derimod er helt uacceptabelt og ublu høj.
    Jeg startede selv med en prisreduktion på 10 kr. pr. flaske ved køb af 12 flasker. Efter 6 måneder droppede jeg den politik og satte alle priser til 12-flasker-prisen uanset mængden, hvilket den har været lige siden. Ingen ”anbrudsgebyrer”, ingen pakningsgebyrer eller lignende. Kun vin i ren handel. 1 flaske eller 1 palle: same price. Næsten da. For selvfølgelig kan man diskutere prisen og opnå rabatter, hvis ordren er stor nok. Men ”stor nok” er altså ikke 12 flasker, for prisen er allerede ”den rigtige”.
    Mht. ”mellemled” er der – som det også er blevet anført i andre indlæg – noget rigtigt i det. Hvis man selv importerer den vin, man sælger en detail, sparer man naturligvis en gros leddet. Men hvis denne besparelse – som nogen online forhandlere påstår – udgør 30-50 %, så er det kun et udtryk for, at en gros prisen er ALT for høj. Omvendt kan man sige, at man – hvis man også sælger en gros – risikerer at underbyde sine egne kunder (detailhandlere), hvis man fortsat insisterer på at fastholde sine onlinepriser. Hos SobreSol Vinimport er priserne i vores web-shop derfor udregnet efter, om der er tale om en vin, vi også sælger en gros eller om vi er alene om at sælge den.
    Søren Andersen påpeger muligheden af at handle billigere i Tyskland. Det kan der – under visse forudsætninger – være noget rigtigt i. Jeg har en bror, som i hele min tid som vinhandler kun har købt 6 flasker hos mig. Vi er ellers på god fod og jeg tilbyder fair familierabat. MEN, han bor i Sønderjylland!!
    Jeg bruger selv meget at google på priser i andre europæiske lande, også når jeg prissætter mine egne vine. Jeg synes dog ikke, at Vinopedia er det bedste valg. Vil man spare ved at købe i udlandet er Tyskland nok det mest oplagte sted, og så kan man lige så godt gå direkte til en tysk prisrobot, f.eks. preisroboter.de. Jeg vil dog gerne advare mod at tro, at man under alle omstændigheder kan spare penge ved at købe sin vin i Tyskland. Man skal være forsigtig og se sig godt for. Et enkelt eksperiment med nogle tilfældigt udvalgte vine fra min egen portefølje viser hvorfor:
    1) Adega Valdès, Pazo Viladomar 2008 DO Rias Baixas (galicisk hvidvin) billigste pris i Tyskland: ca. 75,- DKK. Hertil kommer transport, med mindre man er villig til at købe for 290€. Jeg tager for den samme vin 80,- DKK og leverer gratis (på hverdage dag-til-dag) ved køb over blot 300,- DKK.
    2) Nuntia Vini, Volvoreta Probus, DO Toro (økologisk/biodynamisk) i Tyskland (bioweinPure) 272,- + forsendelse. Jeg tager 245,- og sender gratis ved blot 2 flasker.
    3) Domaine du Pere Caboche Blanc, Chateauneuf-du-Pape 2007, billigste pris i Tyskland, 165,- DKK.+ forsendelse. Jeg tager 136,- for samme vin i samme årgang.
    4) Luis Alegre Blanco de Robles Europeos seleccionadas (hvid fadlagret Rioja) DOCa Rioja 2007, 128 DKK i Tyskland, 135,- hos mig.

    Der kunne nævnes flere eksempler (og adskillige kolleger kunne sikkert gøre det samme), men jeg mener, at ovenstående, som virkeligt er tilfældigt udvalgte eksempler, tydeligt viser, at det ikke nødvendigvis er nogen ubetinget fordel at handle kvalitetsvin i Tyskland på trods af den lavere moms. Hertil kommer selvfølgelig, at det – hvis der skulle være grund til fortrydelse eller returnering af den ene eller anden årsag – er langt nemmere og billigere at returnere indenfor Danmark OG selvfølgelig nogle overvejelser omkring, hvorfor vi i Danmark er så privilegerede at have et af de mest varierede udbud af kvalitetsvin i hele verden til trods for, at de 3 store supermarkedskæder sidder på størstedelen af markedet. Jeg røber nok ikke nogen hemmelighed ved at sige, at de største kommercielle aktører på det danske vinmarked repræsenterer en meget lille del af det samlede ANTAL af vinproducenter repræsenteret på samme.

  9. Hej og tak for mange gode læse stunder af dine nyhedsbreve.

    Ja priserne på det danske marked og fra en del af de danske udbyderer er som en ruthebane om man sætter det op i et barometer.

    Jeg Bor jo i det spanske og kan kun svare for spanske vine generelt.

    Eks:
    Terra Alta Reserva
    Vespral 2005
    13% vol.
    Pris 1.99.Euro.
    i foretningen hernede og hos den lokale vin grossist.

    ud over dette kommer der her en for mig helt speciel vin.

    Marques De Grinon Tempranillo 2008.
    Rioja.
    13%.
    som jeg køber hos vin grosisten hernede for 2.euro pr. flaske inc.moms.

    Ud over dette har jeg fundet ud af generelt i forhold til både udenlandske vine i spanien er priserne oftest ca. 50% billger end hjemme i dk.

    Har undersøgt mulighedderne for at sende hjem til dem der skulle have behov for det. og i snit vil det koste(omregnet pr. flaske V.minimum 12.flasker)omkring 1.euro.til Danmark.

    Lad sige her at den begge de vine jeg her snakker om vil koste til dk max.25.dkr.

    Jeg har spurgt rundt flere Danske grossister og importører hvorfor de har så høje priser og den gennerelle forklaring ligger i høje afgifter og dyr transport.

    Det med afgifterne har jeg ikke helt tjek på men transporten hu ved da at en palle vin eller andre producter kan fragtes fra spanien til dk. for 1500.dkr.

    Nå vil slutte for nu og ønske fortsat god vind med vin og mange oplevlser.

    Skulle der være interesse vil jeg gerne komme op med et forslag til en vintur her i det spanske.

    Med mange vin og sol hilsner fra Jimmy Appleby også i daglig tale hernede Don JImmy.

  10. Jeg sendte faktisk i mandags (for 3 dage siden) en længere kommentar til dette interessante emne, men enten er Olsens blog censureret, eller også er der tekniske vanskeligheder. Under alle omstændigheder er mit indlæg ikke gået igennem. Det gør dette her så sikkert heller ikke, men hvis jeg tager fejl, vil jeg da gerne gøre opmærksom på, at jeg i mit indlæg tillagde Carlo Merolli nogen udsagn, som faktisk stammede fra Jørgen Hugo Rasmussen. Undskyld til begge.

  11. Kære Ole

    Alle kommentarer går igennem til mig, men skal godkendes inden de kommer på. Jeg bortcensurerer ikke lødige indlæg, men hvis du ser hvad der kommer af ulødige og spamagtige kommentarer, vil du som læser sætte pris på, at ikke alt går igennem!

    I øvrigt tak for de mange kommentarer indtil videre. Har I ideer til andre emner, jeg skal tage op, hører jeg gerne fra jer desangående.

    Mvh.
    Jan

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}
Bay Vine