lørdag 21. april 2018
Forside >> Blog >> Portvin på udsalg

Portvin på udsalg

En af landets store vinhandlere, Philipson Wine, kører for øjeblikket en heftig kampagne på portvin i mange forskellige kvaliteter og årgange og til absolut konkurrencemæssige priser. VinForum har smagt et lille udvalg af portvinene og der er absolut fremragende køb imellem.

Der er tale om portvin fra Burmester, som nok især er kendt for deres Colheita-portvine, altså tawny-typer med årgangsangivelse. En Colheita må tidligst aftappes på flaske efter 7 års lagring på fad men til gengæld er der ikke nogen sidste frist for, hvornår den skal aftappes. Portvinsinstituttet kræver dog at man sender en prøve fra fadene hvert 3. år for at kontrollere kvaliteten. Det betyder, at man stadigt kan sende helt ny-aftappede flasker på markedet med meget gammel Colheita portvin. Og det er det, Burmester og Philipson Wine har gjort nu.

Anderledes forholder det sig med Vintage Port, som er den første flaske jeg smager. En Vintage Port lagrer kun kort tid på fad hos producenten og aftappes og sælges 2-3 år efter høsten. Resten af lagringen (som kan være meget lang) skal ske på flaske hos køberen. Der laves kun Vintage Port i særlig gode årgange, som skal deklareres til Portvinsinstituttet.

Burmester laver traditionelt, lidt lette, tidligt modnende Vintage Ports, som dog altid er meget harmoniske og let drikkelige. Burmester Vintage Port 1997 er ingen undtagelse. Den er fyldig med god frugt og en smag, der er intens med let sødme og en fin harmoni. Den værste ungdom er forsvundet og vinen fremtræder harmonisk, men stadigt med god kraft. Den har måske ikke den store dybde, men er meget behagelig. Prisen er næsten det bedste. Kr. 99,95 v/12 fl. – vintage til under 100 kr. – det er jo næsten uhørt! Den scorer 89/100 pts.

Tilbage til Tawny-typerne, hvor jeg har smagt Burmesters 10 Years old Tawny, Colheita 1989 og så alderspræsidenten Colheita 1937.

Burmester 10 Years old Tawny er bestemt god til prisen på kr. 79,95 og scorer da også 87/100 pts. Men de to Colheitaer er bestemt mere interessante. Burmester Colheita 1989 er en fyldig vin med flot tørret frugt og en smag, der er meget intens med en yderst flot harmoni og en flot, flot pikant sødme. Samtidigt er det røgede, nøddepræget stille i baggrunden. Meget elegant i perfekt balance. Den er altså superflot og et fantastisk køb til prisen, der er kr. 169,95 v/12 fl. Den scorer 93/100 pts.

Endelig er der Burmester Colheita 1937 – altså vin, der er 72 år gammel. Den har meget intens duft af nødder, vanille, røg. Det er en fyldig vin med en meget flot fremtoning, der er intens, lidt røget og fyldt med lækker abrikossødme. Her er fine nøddenuancer i en næsten cremet struktur. Meget flot og intens. Den scorer 97/100 pts. Prisen er kr. 999,95 v/3 fl.

Alle vinene fås hos Philipson Wine og kan varmt anbefales – især Vintage 1997 og Colheita 1989 er fantastiske køb.

Om Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

En kommentar

  1. Som stor elsker af portvine vil jeg lige give mit råd. Jeg har smag største delen af dem PW udbyder, og kvaliteten er noget skiftende. Men som så meget andet er det selvfølgelig de dyre der smager bedst.

    Men er man lige kommet hjem fra ferie, hvor man har brugt alt for mange penge, så anbefaler jeg denne: http://www.philipsonwine.com/default.aspx?p=24&sku=55531097

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*