5. august 2005

At amerikanske og engelske vinkritikere ser meget forskelligt på vinens verden er vist ikke nogen hemmelighed. Og ofte er det kommet til alvorlige sammenstød mellem de fine engelske konservative og opkomlingene fra USA. Senest røg Jancis Robinson og Robert Parker i totterne på hinanden over bedømmelsen på bordeaux-vinen Château Pavie 2003.

Og nu langer den engelske vinkritiker Hugh Johnson (mest kendt for den årlige kompakte vinbog) ud efter Robert Parker. I sin biografi, der udkommer senere på året, kalder han Parker for en “smagens diktator” og en “absolutist”. Han sammenligner den engelske og amerikanske måde at bedømme vin på og kalder den sidste for imperialistisk – både den amerikanske regering og Parker optræder som imperialister, mener altså Johnson.

Hugh Johnson udtaler blandt andet: “Tidligere var smag stort set en harmløs modeting. I amerikanske hænder føles det mere som et moralsk korstog. Robert Parker ser alle ting som absolutte og revser alle de, han ser som frafaldne.” Det er denne korstogsagtige fremfærd, Johnson ser som den fundamentale forskel mellem ham og Parker.

I følge Johnson er Parker besat af “bedre” og “dårligere” vine, mens Johnson selv mest benytter sig af “forskellighed”.

Mon ikke også der er nogle sure rønnebær. De engelske vinskribenter har jo mistet en stor del af deres magt efter Parker kom frem?

Om forfatteren 

Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

Giv en kommentar

Din email adresse offentliggøres ikke. Påkrævede felter er markeret.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}
Bay Vine