23.
juni 2011
Så er ny St. Emilion klassifikation endelig godkendt
St. Emilion klassifikationen er endelig blevet underskrevet af den franske
regering. Den juridiske meddelelse om klassificering, som har stået i stampe siden den
blev sendt til det franske landbrugsministerium i januar 2011, blev endelig offentliggjort
den 16. juni.
Det betyder, at på trods af fortsatte interne skænderier, kan klassifikationen nu
anvendes. INAO, der står for alle de franske appellationer, vil nu udsende
ansøgningsskemaer til slotte, der ønsker at komme i betragtning i klassifikationen. Alle
slottenes vine - herunder dem, der aspirerer til de bedste placeringer i Grand Cru, Grand
Cru Classe og Premier Grand Cru Classé - vil blive smagt blindt.
Vinene vil blive vurderet på smag, deres terroir, deres markedsposition og omdømme.
"Jeg forventer, at der stadig er nogle personer, der vil være uenige med
resultaterne," siger Saint Emilion præsident Jean-Francois Quenin til Decanter.com.
"Men INAO har gjort processen klar, den er grundig og uafhængig, og alle slotte er
fuldt ud klar over, hvad der er tale om før de tilmelder sig."
Som forventet er princippet om klassificering af terroir i stedet for selve vinslottet
blevet lempet en smule for at bringe systemet tættere på det i Médoc, hvor de klassificerede
slotte frit kan købe flere vinmarker og medtage dem i deres nuværende brand. I Saint
Emilion vil der være en vis fleksibilitet, men der vil stadig være en hårdere
bedømmelse end på venstre bred, hvilket kræver, at der skal påvises en lignende
kvalitet og terroir-stil.