| 12.
august 2004: Ex-Yquem ejer stopper udgivelsen af bog om Bordeaux En kontroversiel ny bog om Bordeaux er blevet trukket tilbage
efter et sagsanlæg fra den tidligere leder af Château d'Yquem. Grev Alexandre de Lur
Saluces, som i maj måned i år blev tvunget på pension af ejeren af Château d'Yquem,
LVMH, har anlagt sag mod forfatteren af en ny bog med titlen "Noble Rot: A Bordeaux
Wine Revolution". Lur Saluces er fortørnet over 5 passager i bogen, der beskriver
hans forhold til hans fætter Baron Louis Hainguerlot og beskriver den bitre strid, der
var i familien om ejerskabet og ledelsen af slottet. En strid, der delvist endte i 1996,
hvor Alexandres bror og andre slægtninge solgte 55% af slottet til luksus-firmaet LVMH.
Forfatteren William Echikson fortæller, at Lur Saluces
har været modstander af bogen fra starten af og overhovedet ikke ønsker at noget skal
skrives om affæren - og derfor heller ikke har medvirket til interview eller udtalelser.
Lur Saluces kræver 60.000 i erstatning fra forlaget.
|