lørdag 21. april 2018
Forside >> Artikler >> Michel Rolland

Michel Rolland

Der er ikke mange personligheder i vinens verden, der har lige så stor indflydelse som franske Michel Rolland. Han er kendt som enten konsulent eller flyvende vinmager og for sin evne til at skabe vine, der generelt roses af den verdensomspændende vinpresse. Ikke mindst Robert Parker, der som regel giver ret høje bedømmelser og som regel er det fortjent.

Alle ser ud til at ville have en del af Rollands talent. Omkring 100 kunder har han på listen fra alle dele af verden; Bordeaux, Spanien, Italien, Sydafrika og Sydamerika. “Jeg er vel indblandet i at lave omkring 350 vine rundt om i verden”, sagde Michel Rolland fornyligt under en pressesmagning i København. “F.eks. laver jeg 32 vine med Bernard Magrez alene”. Besøget skal vi senere vende tilbage til, men først lidt mere baggrundstof om Rolland.

Hans allestedsnærværelse i mange vinlande har også gjort Rolland til et nemt offer fra kritikere af globaliseringstendenser og ensretning i vinverdenen. Denne kritik kom kraftigst til udtryk i filmen Mondovino, hvor Rolland portrætteres som var han alene skyldig i ensretningen og for at pådutte hans klienter en “one-size-fits-all” opskrift på at lave vin.

I filmen er der vel kun en større skurk og det er Robert Parker, som sammen med Rolland får skylden for at være fjender af vinens kulturelle traditioner. Filmens producent Jonathan Nassiter havde måske forventet, at Rolland’s klienter ville løbe skrigende bort efter filmens premiere. “Men tværtimod”, fortæller Rolland, “den gav mig faktisk flere klienter og jeg måtte sige nej til en del af de nye”.

Michel Rolland er uddannet på Bordeaux Universitetet under den berømte Emile Peynaud og er ud af en vinfamilie, der i generationer har ejet Chateau le Bon Pasteur i Pomerol. Og hvor Michel Rolland stadig laver sin egen vin.

Hans filosofi er forholdsvis enkel – siger han selv. Den består af to væsentlige faktorer. For det første skal vinen afspejle det område den kommer fra. Det er det franskmændene kalder “terroir”. “Derfor er der Pinotage i mine Sydafrikanske vine og Malbec i vinene fra Argentina. Det er den lokale arv og den skal man ikke ødelægge”.

For det andet skal druerne være modne. Ikke overmodne, men modne. “Det er i vinmarken stor vin laves og man skal for enhver pris sikre sig at man kan høste modne druer – det er vejen til god vin og hjørnestenen i min filosofi”, begrunder Rolland.

Og det er vel ikke forkert at tilføje at Rollands vine altid lagrer på nye eller næsten nye franske egefade. “Jeg kan bedst lide de franske fade – jeg har intet imod amerikanske fade, men skal man lave god vin, skal man bruge de bedste og dyreste fade – og det er de franske!” udtaler Rolland og smiler. Det gør den sympatiske franskmand i øvrigt meget. Han virker glad, tilfreds, stolt og afslappet. Og det har han da også grund til at være. Hans filosofi er slået igennem på den internationale scene og det har bestemt ikke gjort vinene kedeligere.

I næste uge ser vi nærmere på de vine, Rolland præsenterede til smagningen.

Om Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

2 kommentarer

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*