mandag 20. november 2017
Forside >> Artikler >> Domaine Pierre Usseglio

Domaine Pierre Usseglio

Når der bliver inviteret til pressesmagning med en vinproducent, er det som regel for at smage den sidst udkomne årgang måske krydret med et par flasker af ældre herkomst. Det er der for så vidt ikke noget galt med – det er jo altid sidste årgang, der skal sælges og gerne have lidt gode ord med fra pressen. Men det var nu alligevel anderledes interessant forleden at smage 19 forskellige Chateauneuf-du-Pape fra den fremragende producent, Domaine Pierre Usseglio. Det var den danske importør The Wine Company, der stod bag den imponerende smagning.

At smage 7 årgange fra 2000 til og med 2006 Chateauneuf Tradition siger noget om husets stil, formåen og udviklingspotentiale. Når der så lægges to luksuscuvéer oveni i henholdvis syv og fem forskellige årgange, så begynder man for alvor at forstå domainet!

Men inden vi kaster os over vinene, skal du have lidt historie om domainet. Domainet blev etableret i 1948 af Francis Usseglio, der var italiener og immigrant fra Italien. Han havde siden 1931 arbejdet som vinmark-arbejder i området og fik fra 1948 mulighed for at lave sin egen vin på 8 ha vinmark og med 1949 som første årgang. Senere overtog sønnen, Pierre, domainet voksede, så det i dag består af 22 ha i Chateauneuf-du-Pape, 2,5 ha Côtes-du-Rhône og 0,5 ha Vin de Table.

I dag ejes og drives domainet af Pierre’s to sønner, Jean-Pierre og Thierry. Og det var Thierry med hustruen Sandrine, der gæstede København.

Det er Grenache, der er hoveddruen i alle Usseglios vine og fra ret gamle vinstokke – de ældste op til 90 år. Druerne dyrkes forskellige steder i Chateauneuf og alle vinene blandes fra forskellige marker.

Domaine Pierre Usseglio laver først og fremmest Chateauneuf-du-Pape, men man har også nogle vinmarker lige uden for appellationen, som så bruges til en aldeles glimrende Côtes-du-Rhône og en Vin de Table, hvor Merlot-druen udgør 80%. Vi smagte Côtes-du-Rhône 2006, som var et godt glas – fyldig og tilgængelig. Jeg kom helt op på 88-89 pts., hvilket er glimrende til en pris på kr. 109,00. En slags mini-chateaneuf.

Det første sæt bestod af Usseglio’s Chateauneuf-du-Pape Tradition. Det er den almindelige cuvée som hovedsagligt består af Grenache (80-100%) og resten udgøres af Syrah, Mourvedre og Cinsault. Fremstillingen er traditionel med gæring og lagring på store foudres og cementtanke. Druerne afstilkes inden gæring, men det er først for nylig, at denne proces indførtes. Vi startede med årgang 2000 og bevægede os ellers fremad i tid. Smagekommentarerne kommer her:

2000 Chateauneuf-du-Pape Tradition
Bær og lidt animalsk duft. Ikke så fyldig, god harmoni, moden og på toppen nu. Ok. 89 pts.

2001 Chateauneuf-du-Pape Tradition
Dejlig intens i næsen, søde kirsebær, animalsk, lakrids. Flot, lidt rank vin med lækker frugt og en flot struktur. Dejlig lang smag. Traditionel i stilen. 91 pts.

2002 Chateauneuf-du-Pape Tradition
2002 var året, der regnede væk i Chateauneuf-du-Pape. Usseglio lavede ingen top-cuvéer i dette år, så de bedste druer indgår også i denne vin, der er på 100% Grenache. Den er ikke så intens, nærmest let i både duft og smag. Syren trænger sig på, men er ikke overdøvende. Pæn for årgangen. 87 pts.

2003 Chateauneuf-du-Pape Tradition
Lidt lukket, kirsebær, ristet. Lækker fyldig vin med stor frugt og en blød, tilgængelig og lækker smag. En solmoden vin. 90 pts.

2004 Chateauneuf-du-Pape Tradition
Ikke så intens i duften. Lækker frugt, god intens smag. Meget harmonisk; frugt, tannin og struktur smelter fint sammen. Kan drikkes nu men også gemmes nogle år. 90 pts.

2005 Chateauneuf-du-Pape Tradition
Lækker intens duft af kirsebær, søde bær. Fyldig vin med flot frugt og en intens smag med god struktur og en lækker blød smag, der dog også har gode tanniner. Flot vin! 92 pts.

2006 Chateauneuf-du-Pape Tradition
Intens med kirsebær, jordbær, lidt lakrids – flot. Ret intens smag med flot frugt og en ret kraftig smag, der er ung og har en del tannin endnu. God struktur og balance. Skal ligge nogle år. 91 pts.

Prisen på Tradition er kr. 189,00 i de årgange, der endnu er tilbage hos importøren.
Næste flight var cuvéen, Cuvée de Mon Aîeul i 7 årgange. Vinen kommer hovedsagligt fra en mark, der kaldes La Serre, som blev tilkøbt i 1990’erne. Den består af meget gamle Grenache-vinstokke, der er op til 75 år gamle samt nogle ligeså gamle Syrah stokke. Vinen er som regel på 95% Grenache og 5% Syrah, men i 2004 udelukkende på Grenache. Den blev første gang lavet i 1998 som en hyldes til forfaderen, Francis Usseglio og der fremstilles kun op imod 12.000 flasker af cuvéen.

1999 Chateauneuf-du-Pape Cuvée de Mon Aïeul
Lækker duft; søde kirsebær, lidt animalsk. Flot intens smag. Harmonisk, lækker, men også med en vis power, der givet vil udvikle sig. Slutningen er lang. 93 pts.

2000 Chateauneuf-du-Pape Cuvée de Mon Aïeul
Intens duft af oliven, bær, lidt ristet. Fyldig vin med flot frugt og blødhed. Bare rund og dejlig. Kan drikkes nu men også gemmes. 94 pts.

2001 Chateauneuf-du-Pape Cuvée de Mon Aïeul
Mørk rød farve. Oliven og lidt blomme i næsten. Flot! Lækker fyldig med enorm intensitet og stadig med god tannin og et ungdommeligt skær. Meget flot og velstruktureret. Holder længe – vent 5 år endnu. Super vin! 96 pts.

2003 Chateauneuf-du-Pape Cuvée de Mon Aïeul
God intens duft af blomme, kirsebær. Flot vin med blød, lidt solvarm frugt. Lækker, tilgængelig og flot – måske lidt (for) koncentreret og solmættet? Drik den mens du venter på 2001. 95 pts.

2004 Chateauneuf-du-Pape Cuvée de Mon Aïeul
Intens med røde bær, kirsebær, peber. Flot, rank smag med god frugt, lidt tannin. God struktur, power og potentiale. Lidt mere rå end de øvrige. 94 pts.

2005 Chateauneuf-du-Pape Cuvée de Mon Aïeul
Intens med kirsebær, hindbær, lidt krydderi. Meget flot i næsen. Flot frugt, fyldig, lækker og stor smag med intensitet og en rank men også vidunderlig blød og moden smag. Her er power og længde, men meget flot. 95 pts.

2006 Chateauneuf-du-Pape Cuvée de Mon Aïeul
Flot i duften med kirsebær, lidt ristet. Flot intens vin med ekstrem lækker smag, der er lang, koncentreret og velbalanceret. Den er utroligt ren i smagen og er bare fantastisk flot! 97 pts.

Prisen på Cuvée de Mon Aïeul er kr. 449,00 og årgang 2004, 2005 og 2006 er stadig til salg hos The Wine Company.
Den sidste stribe vine var fem årgange af top-cuvéen Reserve des deux Freres. Og det er faktisk de fem årgange, der indtil nu er produceret af denne topvin. Den er udelukkende lavet på Grenache fra gamle vinstokke på forskellige parceller i Usseglio’s vinmarker. Den lagres på små barriques, dog ingen, der er helt nye. Der fremstilles kun 3.000-4.000 flasker af denne cuvée, der går for at være noget af det bedste fra Chateauneuf-du-Pape.

2000 Chateauneuf-du-Pape Cuvée des deux Freres
Intens duft af oliven, kirsebær, røde bær. Ekstrem lækker smag med god fylde og en intens, blød og meget tilgængelig smag. Flot, flot. Et trin op i kvalitet. 97 pts.

2001 Chateauneuf-du-Pape Cuvée des deux Freres
Intens duft af oliven, animalsk, krydderi. Intens og flot vin med enorm power og en intens harmonisk vin, hvor fader bemærkes men er velintegreret. Smagen er yderst harmonisk omend stadig lidt ung i udtrykket. Dyb, flot og intens. Fantastisk! 98 pts.

2003 Chateauneuf-du-Pape Cuvée des deux Freres
Ikke så intens duft; oliven, røde bær. Fyldig vin og lidt moderne i smagen med voldsom frugt og en mættende smag med lidt fad. Flot og moderne. 95 pts.

2005 Chateauneuf-du-Pape Cuvée des deux Freres
Ikke så intens i duften, lidt blomme og modne bær. Flot fyldig vin med god intensitet, cassis og lækker frugt. Virkelig flot, vedvarende og enorm potent vin med fantastisk struktur bygget til lang levetid. 97 pts.

2006 Chateauneuf-du-Pape Cuvée des deux Freres
Ikke så intens i næsen; oliven, kirsebær, peber. Flot, rank vin med lækker smag – stadig præg af fad. Her er en flot struktur og intensitet med en yderst vedvarende og lang, koncentreret smag. Ekstrem god! 98 pts.

Prisen på Cuvée des deux Freres er kr. 899,00. Mange penge – men perfektion koster jo altid…
Slutteligt efter en lang smagning fik vi Chateauneuf-du-Pape Blanc fra 2007. Endnu meget ung i smagen, frisk og let. Ikke den store dybde. Jeg gav 88 pts..

Konklusionen efter denne store smagning må være, at Domaine Pierre Usseglio absolut tilhører toppen af Chateauneuf-du-Pape. Alle vine havde meget høj klasse i samtlige årgange, ikke mindste den almindelige Chateauneuf Tradtion. Mange producenter kan lave en enkelt top-cuvée, der har klasse, men den virkelige klasse viser sig, når en producent kan lave fremragende vine i forskellige cuvéer i mange årgange. Her er der ikke mange, der gør Pierre Usseglio rangen stridig.

Domaine Pierre Usseglio importeres af The Wine Company.

Om Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*