fredag 20. juli 2018
Forside >> Blog >> Den uundgåelige sammenligning

Den uundgåelige sammenligning

Jeg hælder mest til at vurdere en vin ud fra dens egen præmis. Selvfølgelig spiller historie, terroir, erfaring, produktionsmetode og mange andre faktorer også ind. Men hvis en vin er god er den vel god? Der er dog især én drue, der som oftest ikke får lov til at stå på egne ben, og det er Pinot Noir. Når en vindyrker finder på at anvende denne drue, så skal vinen sammenlignes med Bourgogne. Og smager det ikke som Bourgogne, så er det ikke rigtig Pinot Noir!

Sådan er den konservative vinbranche desværre stadig. Og det selvom meget Bourgognevin er decideret overvurderet, ofte lidt sur i det og prissat uforskammet højt – hvis man nu må være lidt grov!

Derfor var ugens smagning med det new zealandske hus Felton Road en sand fornøjelse. 8 Pinot Noir vine fra 3 forskellige årgange, alle i en ensartet høj kvalitet og til rimelige priser, hvis man kan sige det om vine til 250 til 300 kr.

Felton Road dyrker sin vin på den sydlige af New Zealands to hovedøer i området Central Otago, der også er det sydligste vindistrikt på øen. Og på disse breddegrader er syd det samme som kulde. Så vi befinder os i et koldklima område, perfekt for Pinot Noir, men umuligt for druer som Cabernet eller Merlot, der simpelthen ikke ville kunne modne her. Vingården er relativ ny med de første vinstokke plantet i 1992. Der er i alt 32 ha. vinmarker der giver 12.000 kasser vin om året. “Og det skal ikke være større”, siger Felton Roads vinmager Blair Walter. “for så skal alt være større, ikke mindst organisationen, og det er vi slet ikke interesseret i”.

For selvom Blair Walter er vinmager, er det også ham der præsenterer vinene på eksportmarkederne og således ham, der denne varme sommerdag gæster København. En kontrast til vinteren lige nu i Central Otago, hvor det er frostvejr og sner i bjergene.

Det er Pinot Noir, der dominerer Felton Roads vinproduktion. 70% er Pinot, 20% Chardonnay og 10% Riesling. Og så er 100% forsynet med skruelåg. Ikke kun på grund af propsyge (TCA) men i lige så høj grad fordi det giver en mere ensartet kvalitet i flaskerne. I følge Blair Walter viser Felton Road’s forsøg, at vin med korkprop udvikler sig meget forskelligt fra flaske til flaske, mens skruelåget fastholder et ensartet produkt i alle flasker.

Og så til selve smagningen, der for Pinot’s vedkommende bestod af to flights. Først de almindelige Pinot’er og derefter enkeltmarksvinene Block 3 og Block 5. Her følger mine kommentarer:

2004 Cornish Point Pinot Noir
Ikke så intens duft af kirsebær, lidt medicin, cassis. Mellemfyldig vin med lækker , lidt frisk frugt og en god frugtig smag i en flot balance. Smagen er lidt enkel men fløjlsblød og med frugten som det dominerende. Her er flot længde. Fra vinstokke der kun er 5 år gamle. 89/100 pts. Kr. 229,75.

2004 Felton Road Pinot Noir
Denne vin udgør 50% af produktionen på Felton Road. Den er intens med kirsebær, lidt animalske toner, viol. En mellemfyldig vin med flot frugt og en meget blød og en smule ristet smag. Her bemærkes en smule ristet fad, der øger kompleksiteten. Her er god struktur og flot balance. Meget flot. 91/100 pts. Kr. 279,75

2003 Felton Road Pinot Noir
Intens med kirsebær, lidt peber, ristede noter. Mellemfyldig vin med god frugt og en lidt stram og mere elegant smag uden den store tyngde. Her bemærkes mere syre – bedst til mad. Ikke så lang slutning. 88/100 pts. Kr. 249,75

2002 Felton Road Pinot Noir
Intens med kirsebær, lidt ristede noter, chokolade. Mellemfyldig vin med lækker frugt og en fløjlsblød smag, der er meget, meget flot. Her er en yderst harmonisk smag og fantastisk lækker fylde. Længden er flot, blød og med stor frugt. Dejlig vin. 91/100 pts. Kr. 249,75

2004 Felton Road Pinot Noir Block 3
Intens med kirsebær, lidt blomster, animalske toner. Mellemfyldig vin med fantastisk flot frugt og en meget elegant og lidt intens smag. Her er god intensitet, krydderi og en stor, stor blødhed. Eftersmagen er flot, lang og lidt krydret. Flot sag. 92/100 pts. Kr. 314,75

2003 Felton Road Pinot Noir Block 3
Intens med kirsebær, lidt viol, animalske toner, lidt peber. Mellemfyldig vin med flot frugt og en yderst elegant ikke så tung smag med flot balance. Her er en smule stram syre. Til den lidt lette og elegante side. 89/100 pts. Kr. 314,75

2002 Felton Road Pinot Noir Block 3
Intens duft af kirsebær, lidt kostald, peber. Mellemfyldig vin med lidt krydret frugt og en flot, noget krydret men utrolig harmonsik og elegant smag. Her er meget flot flot balance, elegance og harmoni. Flot sag. 92/100 pts. Kr. 299,75

2002 Felton Road Pinot Noir Block 5
Intens med kirsebær, peber, krydderi. Mellemfyldig til fyldig vin med ret kraftig frugt og en forholdsvis kraftig og intens smag. Her er en del fad og vinen er mere koncentreret end de øvrige. Flot sag – lidt oversøisk i stilen. 92/100 pts. Kr. 374,75

Som det fremgår er der tale om en flot række af topvine, hvor ikke én eneste falder kvalitetsmæssigt igennem – alle er på højt niveau. Hvor ofte sker det med vine på Pinot Noir? Skal man sammenligne, ved jeg godt, hvad jeg vil vælge…

Vinene importeres og forhandles af H.J. Hansen Vin.

Om Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*