onsdag 20. februar 2019
Forside >> Nyheder >> 2008 >> Dansk vinrevolution – FOSS lancerer nyt analyseinstrument til vinproducenter

Dansk vinrevolution – FOSS lancerer nyt analyseinstrument til vinproducenter

At Danmark ikke er noget stort vinland er vist ingen hemmelighed. På trods af dette leverer danske FOSS analyseinstrumenter til vinproducenter i hele verden. FOSS med hovedsæde i Hillerød har i denne uge lanceret et nyt analyseinstrument, som vil revolutionere produktionen af vin hos små og mellemstore vinproducenter.

oenofoss1Produktet kaldes OenoFoss og kan med blot en dråbe analysere indholdet af most eller vin og på 2 minutter give resultatet på computerskærmen. Herefter har vinproducenten et resultat, som kan bruges i flere forskellige faser af vinproduktionen. Før høsten kan man teste for sukkerindhold (modenhed), pH og syreindhold og dermed vurdere om der skal høstes eller man skal vente.

Under gæringen kan der testes for sukker, alhohol, pH, syreindhold, så gæringen kan monitoreres. Ligesom den efterfølgende malolaktiske gæring kan styres. Når vinen er færdig kan OenoFoss’en analysere for sukker, pH, syreindhold, alkohol, flygtige syrer og farve.

oenofoss2”Udviklingen af OenoFoss hænger sammen med den stigende efterspørgsel på kvalitetskontrol af vin”, siger Adm. direktør Peter Foss fra FOSS. ”Forbrugerne forventer en høj og konsistent kvalitet uanset vinens årgang og bliver skuffede, hvis den vin, de kan lide, ikke smager som sidste gang, de fik den. Hidtil har det dog været forholdsvis kompliceret og langvarigt for de mindre producenter at få foretaget analyser af deres vin – hvilket betød, at kvalitetskontrollen ikke har været så omfangsrig som den kunne have været. Det forventer vi vil ændre sig radikalt med lanceringen af OenoFoss.”

FOSS har bl.a. gennemført en undersøgelse blandt australske vinproducenter, som viser at producenterne fremover regner med at skulle gennemføre vinanalyser i et langt større omfang og på langt flere parametre end hidtil, ligesom knap 50 % af producenterne regner med at skulle investere i nyt analyseudstyr inden for de kommende år. Det hænger sammen med en erkendelse hos producenterne af, at vinmarkedet kræver god og dokumenteret kvalitet for at kunne opnå en høj pris.

”Vi har flere navngivne kunder, der venter på at kunne købe en OenoFoss”, forsætter Peter Foss. ”Det er bl.a. højkvalitetsproducenter fra områder som Priorat og Rioja i Spanien, men også kunder i Australien og Sydafrika, der er interesseret i de nye muligheder, som OenoFoss åbner. På den baggrund forventer vi at kunne udvide vores salg af analyseløsninger til vinproduktionen yderligere.”

OenoFoss er udviklet til små og mellemstore producenter af vin og vil formodentlig cementere den nordsjællandske virksomheds markedsledende position indenfor vinanalyser yderligere. OenoFoss er en ’lillebror’ til Winescan, som FOSS har produceret siden 1999. Winescan er designet til brug hos store vinproducenter.

Læs mere på www.foss.dk

Om Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*