lørdag 21. april 2018
Forside >> Artikler >> Chateau Rauzan-Segla

Chateau Rauzan-Segla

Vin fra Bordeaux er ikke altid de mest tilgængelige vine. Derfor er der da også mange vinforbrugere, der har vendt Bordeaux ryggen og skabt krise blandt de små slotte og producenter i Bordeaux. Men de anerkendte, klassificerede slotte kender ikke til krisen. Disse slotte har historien og også ofte pengepungen med sig og har en fast fanskare over hele verden, der gerne køber disse vine år efter år.

Om det var fans, der var til stede ved en winemakers dinner med vin fra Chateau Rauzan-Segla (2. Cru Margaux) og Chateau Canon (St. Emilion Premier Grand Cru Classé) skal jeg ikke kunne sige. Men i hvert fald var det to velestimerede slotte med en flot historie. Men også to slotte hvis ry havde været lidt blakket nogle år, indtil modehuset Chanel overtog dem i henholdsvis 1994 og 1996.

Til at forestå forvandlingen til tidligere tiders storhed ansattes John Kolasa, der tidligere havde været førstemanden på Chateau Latour.

Her kommer først historien om Rauzan-Segla.

Rauzan-Ségla er beliggende i Margaux og var engang en del af en meget større ejendom og vinmark, som også en anden 2. Cru, Rauzan-Gassies, stammer fra. Rauzan-ejendommen blev skabt af Pierre des Mesures de Rauzan, som i 1661 købte en stor del af Medoc rundt om Cantenac, som i dag er basis for flere klassificerede slotte. Det gik Rauzan rigtigt godt, men som følge af mange generationsskifter blev ejendommen mere og mere opdelt. Kvaliteten blev opretholdt, men en opsplitning var uundgåelig og ved 1855 klassifikationen blev ejendommen splittet i to; Rauzan-Segla og Rauzan-Gassies, som de også kendes i dag. Begge slotte blev klassificeret som 2. Cru.

I 1903 overtog Frederic Cruse Rauzan-Segla. Cruse var fra den velkendte Cruse-familie, der bl.a. også ejede Chateau Pontet-Canet. Cruse-dynastiet startede i øvrigt med Hermann Cruse, der var dansk og kom til Bordeaux i 1812 og stiftede “Cruse et fils Frere”. Desværre var Cruse-familien mere interesseret i selve slottet end vinproduktionen. De byggede det meget imposante slot, men undlod at lave investeringer i vinfaciliteter og i 1956 var de nødt til at sælge. I dag ejer Cruse-familien kun ejendommen Chateau d’Issan.

Fra 1960 stod negocianten Eschenauer for driften af slottet og der blev iværkssat en række forbedringer af faciliteterne. I 1989 overtog Brent Walker slottet i en kort periode, inden Chanel familien kom til i 1994. Siden er der sket store investeringer og man mærker en langsomt men sikker stigning i kvaliteten.

Selve vinmarkerne består af 51 ha med Cabernet Sauvignon (54%), Merlot (41%), Petit Verdot (4%) og Cabernet Franc (1%). Der fremstilles ca. 8.000 kasser vin af førstevinen Chateau Rauzan-Segla og det, der ikke kan bruges her, går til andenvinen, Segla.

Her ser du mine smagekommentarer til 7 vine fra Rauzan-Segla:

2005
Klart den bedste vin, selvom den endnu ikke er flasket. Her er en fedmefyldt smag med sødmefuld solbærfrugt og en meget flot struktur, der også lover godt for fremstiden. Både imponerende frugt og tannin. 92-93/100.

2004
En klassisk “Claret” som englænderne ville sige. Rank, elegant – men stadig med en del ny fad. Lidt ristet. 89/100.

2003
Noget lukket i næsen. Vinen er en del krydret med moderat tannin men mangler lidt fylde. Virker lidt hård nu. 88/100.

2001
Flot, rank og stringent Bordeaux med lidt tobak og krydderi. Mod slutningen dog lidt sødme. En lidt underrated årgang – minder om 2004. 89/100.

2000
Her kommer hele Bordeaux-paletten til udtryk. Solbær, blyant, tobak og cedertræ. Absolut tilgængelig men stadig med masser af saft og kraft og en del tannin til et langt liv. Flot vin. 91/100.

1996
Solbær, grøn peber og krydderi i næsen. Her er stadig en del tannin og en noget streng struktur. Generelt er årgang 96 bare en hård årgang. 88/100.

1989
Lidt animalsk og moden i næsen. En moden vin i klassisk stil, der stadig er rank men også har en del elegance. Langtfra perfekt, men har stadig en del år i sig. 89/100.

Om Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

En kommentar

  1. Pingback: Chateau Canon

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*