onsdag 20. februar 2019
Forside >> Nyheder >> 2008 >> Bordeaux 2007: Vil nye markeder presse prisen op?

Bordeaux 2007: Vil nye markeder presse prisen op?

Med halvdårlige bedømmelser af Bordeaux 2007 er opmærksomheden begyndt at rette sig mod priserne på vinene. Selv producenterne erkender, at årgangen ikke er helt på toppen, omend der er positive overraskelser ind imellem. “Det er ikke en gemmeværdig årgang”, siger den engelske skribent Steven Spurrier og fortsætter: “Derfor er det ikke en spekulativ investeringsårgang og derfor bør priserne falde”.

Denne iagttagelse er fuldstændig korrekt, men om den går i opfyldelse er så noget helt andet. Som Patrick Jestin fra negocianten Dourthe-Kressman siger: “Det er udmærket at vi fortæller slottene, at de skal sætte priserne ned, men hvis der er stor efterspørgsel vil det naturligvis være indeholdt i priserne”.

Mange negocianter frygter, at nye vinhandlere i Østeuropa og Asien skal have fyldt lagerne op og at deres kunder måske er villige til at betale “hvad-som-helst” for vinene. Og vinhandlere, der har været med i mange år, tør ikke lade være med at købe, da deres allokationer til næste år så forsvinder. De nye vinhandlere ligger ikke inde med et stort lager og kan derfor hurtigere flytte vinen derhen hvor efterspørgslen er og det driver priserne op.

Efterspørgslen fra USA og England er derimod meget lav i år på grund af den lave dollar og det lave pund. Nogle amerikanske vinhandlere mener, at situationen minder om 1997, hvor man også havde en halvdårlig årgang men alligevel fastholdt et relativt højt prisniveau.

Men konklusionen bliver, at priserne i høj grad afgøres af efterspørgslen fra Rusland, Kina og Japan. Bliver den stor forventes der intet prisfald i forhold til 2006.

Om Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*