Tilbage til VinForum

14 marts 2007

Ridestøvler og gammel vin

Umiddelbart har ridestøvler og vin ikke så meget med hinanden at gøre. Og så kan sammenhængen alligevel pludselig dukke op, hvor man mindst venter det. Min datter er vild med ridning og heste. Rent arvemæssigt har det sprunget et led over, for hverken min hustru eller jeg har nogensinde redet. Men det har min far. Og i forbindelse med en flytning, fandt han sine gamle ridestøvler, som han ville glæde min datter med...

Og nu kommer sammenhængen, for støvlerne havde ikke været brugt i nogle år og var derfor stoppet til med avispapir. Den ene avis var Forbrugsforeningsbladet fra november 1956! Og her var en annonce fra K. Dorph-Petersens Vinlager A/S, som havde forretning på Hauser Plads 32 i København - den bygning, der nu huser restauranten Sankt Gertruds Kloster.


I annoncen var der bl.a. følgende Bordeaux-vine:

Bordeaux Vieux - 8,00
1952 St. Emilion - 8,50
1952 Ch. des Cruzelles - 9,50
1952 Ch. Malecot, Pauillac - 10,00
1952 Ch. Monbousquet - 10,00

Eller en 1952 Chateauneuf-du-Pape til 15,00, 1952 Liebfraumilch til 10,50 og en V.S.S. Very Superior Soft Oporto portvin til 16,00 kr. - i øvrigt listens dyreste vin.

Lidt andre andre priser end i dag - og så har listen kun bordvin fra Frankrig og Tyskland. Meget er sket siden.