onsdag 22. november 2017
Forside >> Artikler >> Berlin Tasting i København

Berlin Tasting i København

I går, den 14. maj 2008, fandt begivenheden “Berlin Tasting” sted i København. En yderst interessant smagning, som du her får lidt flere detaljer omkring.

Navnet “Berlin Tasting” henfører til en smagning i Berlin, der blev afholdt den 23. januar 2004. Her havde chileneren Eduardo Chadwick fra vinhuset Errazuriz samlet 66 vinjournalister fra hele Europa til at blindsmage sine egne bedste vine fra Chile op imod de allerbedste vin fra Bordeaux og Toscana. I alt 16 vine var på programmet i årgangene 2000 og 2001, bl.a. Bordeaux 1. Cru’erne Chateau Latour 2000, Chateau Lafite 2000 og Chateau Margaux 2000.

Til alles overraskelse blev en Chile-vin (Vinedo Chadwick 2000) kåret som smagningens bedste af de 66 journalister. Og også 2. pladsen løb Chile med (Sena 2001). Først som nr. 3 og 4 kom Chateau Lafite 2000 og Chateau Margaux 2001.

Dette resultat gav selvfølgelig genlyd i vinverdenen. For hvordan kan såkaldte eksperter bedømme en god topvin fra Chile til 300-500 kr. til at være bedre end toppen af Bordeaux, der har priser på omkring 3.000-5.000 kr.?

Siden er denne smagning blevet gentaget forskellige steder i verden og altid med det resultat, at en eller flere Chile-vine har blandet sig i toppen og gjort de dyrere Bordeaux’er rangen stridig. Og i onsdags var det så Københavns tur til at gennemføre Berlin Tasting. Smagningen skulle faktisk være foregået sidste år, men Lars-Bo Hansen fra H.J. Hansen Vin, som var medarrangør, mente, at det var bedre at vente på den fremragende europæiske årgang 2005, for så kunne det ikke blive bedre. Den beslutning kan man jo kun være enig i…

Vi var således 22 forventningsfulde vinskribenter og 2 sommelierer, der i år skulle afgive dommen. 10 vine skulle bedømmes blindt i et 18-grader koldt airconditioneret lokale på Hotel d’Angleterre – intet var overladt til tilfældighederne. Blandt de 10 vine skulle hver dommer udvælge 3 vine, som man mente var bedst og give dem henholdsvis 3, 2 og 1 point – 3 point til den bedste. Desuden måtte vi naturligvis gerne “gætte” eller kvalificere de enkelte vine.

For mit eget vedkommende havde jeg to vine, som jeg mente var bedre end de øvrige og så to mere, der fulgte lige efter. Vinen som jeg valgte som den bedste, var jeg ret sikker på var fra Chile, men den kunne dog også have været fra Bordeaux. Det var Don Maximiano 2004.

Til gengæld var jeg 100% overbevist om, at min nummer 2 var fra Bordeaux. Det var så mit eneste geografiske fejlskøn denne dag. Der var nemlig tale om Toscanske Solaia 2004. Min nummer 3 skulle jeg vælge mellem to Bordeaux’er. Jeg valgte Chateau Lafite 2005 (den senere vinder) og uden jeg var klar over det smed jeg Chateau Mouton 2005 væk… Til gengæld var min top 4 identisk med smagningens top 4 – bare i en anden rækkefølge. Resultatet blev nemlig:

1. 2005 Château Lafite-Rothschild (3)
2. 2004 Don Maximiano (1)
3. 2005 Château Mouton-Rothschild
3. 2004 Solaia (2)
5. 2005 Seña
6. 2005 Don Maximiano
7. 2005 Château Latour
8. 2005 Viñedo Chadwick
9. 2004 Seña
10. 2004 Sassicaia

Tallene i parentes er mine placeringer.

Chateau Lafite-Rothschild 2005 blev altså smagningens vinder og på en ret suveræn førsteplads. Nu er det jo ikke alle, der har 7.000-8.000 kr. til en flaske Lafite 2005 og derfor er det ekstra interessant, at smagningens billigste vin indtager 2. pladsen. Errazuriz Don Maximiano 2004 til 329,95 kr. overraskede mange, ikke mindst Eduardo Chadwick selv, der naturligvis var både glad og stolt over denne 2. plads. Endnu en gang havde hans forsøg vist, at de bedste Chile-vine godt kan konkurrere med verdens ypperste vine.

Den helt store skuffelse ved smagningen var Sassicaia 2004, der som den eneste vin slet ikke fik nogle point overhovedet. Ved den efterfølgende debat, stod det klart, at de fleste havde Sassicaia som den klart dårligste vin. Det var den også! Desuden skuffede Latour 2005 også.

Mine kommentarer og noter til de enkelte vine ser således ud i smagerækkefølge:

Nr. 1 – 2005 Mouton-Rothschild
Mørk farve med intens duft af blyant, cigar, solbær, ristet træ. Intens og koncentreret, god power men også en vis blødhed. Den er rank og afpudset. Bordeaux. 96 pts.

Nr. 2 – 2004 Sassicaia
Ikke så intens duft – lidt kirsebær. Smag af kirsebær, lidt solbær, streng syre. Ikke speciel indbydende. Toscana. 90 pts.

Nr. 3 – 2004 Sena
Intens med solbær, brombær, ristet fad, vanille. Fyldig vin med dominerende frugt og fin harmoni. Chile. 94 pts.

Nr. 4 – 2005 Don Maximiano
Lidt lukket. Solbær, ristet fad, sødme. Intens, lækker sag med flot frugt, frugtsødme og bløde tanniner, der er bestemte men ikke hårde. Lækker vin. Chile. 94 pts.

Nr. 5 – 2004 Solaia
Intens duft af blyant, tobak, solbær. Intens smag med flot frugt og enorm power, der bare bliver ved og ved. Store tanniner, rank smag – ren powerhouse. Må være Bordeaux. 97 pts.

Nr. 6. – 2005 Latour
Lidt lukket med solbær, ristede noter. Ikke så fyldig men med fin frugt og en meget kraftig fadlagring, der endnu ikke er faldet på plads. Streng tannin og syre. Mangler tid. Bordeaux. 93 pts.

Nr. 7 – 2005 Sena
Intens duft af solbær, jammy frugt – ikke så ristet. Fyldig vin med lækker frugt og en meget intens, frugtdomineret smag med markant fad og lidt søde tanniner. Chile. 94 pts.

Nr. 8 – 2004 Don Maximiano
Meget intens i duften med solbær, mokka, vanille. Fyldig vin med god intens frugt og en ret rank smag, der har flotte tanniner og en imponerende lang smag – smagningens længste. Meget flot, intens, dyb og ekstrem lang. Chile – kunne være Bordeaux. 97 pts.

Nr. 9 – 2005 Lafite-Rothschild
Intens duft af blyant, læder, ristet eg, lidt mokka. Mellemfyldig og ret stringent og rank i det. Bygget til at holde og blive bedre. Endnu hård, intens og meget lang smag. Flot sag! Bordeaux. 96 pts.

Nr. 10 – 2005 Vinedo Chadwick
Lidt solbær og lidt grønne toner i duften – også ristede noter. Fyldig vin med flot frugt, intensitet og en blød, indsmigrende smag. Chile. 94 pts.

Alle Chadwicks vine fås hos H.J. Hansen Vin.

Om Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

En kommentar

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*