tirsdag 21. november 2017
Forside >> VinTest >> 2008 >> Alsace Riesling Vintest

Alsace Riesling Vintest

Så er vi nået til efterårets første tema-smagning, der omhandler de klassiske Riesling-vine fra Alsace. Personligt er jeg vild med disse tørre, stringente og syreprægede vine – for sådan er vinene i hvert fald i deres ungdom og det er jo der størstedelen af dem bliver drukket.

Riesling druen er forholdsvis aromatisk og har et højt syreindhold. Disse karakteristika gør at fadlagring på nye fade er udelukket. Riesling er derfor altid “den rene frugt” og den afspejler derfor også i høj grad det sted, den kommer fra.

Køber man meget billig Alsace Riesling, f.eks. 3 eller 4 flasker for 100 kr. i supermarkedet, får man ofte en smertelig (syre)oplevelse og vinen kan være meget sur at drikke. Det bliver gudskelov bedre, når man giver lidt mere for vinen!

Når en Riesling er ung er duften især citrus og æbler og måske lidt blomster. Med alderen kan Riesling udvikle en petroleumsagtig duft – for nogle er det en skøn oplevelse, for andre det stik modsatte. Men vinen fejler altså ikke noget, selvom den har petroleumsdunst.

Riesling kan lagre i mange år. Det er vel en af de vine, inklusiv rødvin, der lagrer allerbedst overhovedet. Det er selvfølgelig kun de bedste kvaliteter, der har stort lagringspotentiale, men selv almindelig Alsace Riesling kan ofte ligge 5 år og udvikle sig positivt. Det er værd at prøve. En Grand Cru af ordentlig kvalitet kan lagre 10 år eller mere.

Madmæssigt er Riesling en allrounder. Den klarer de fleste fiske- og skaldyrsretter og hvis ikke den er alt for knastør, er den også super til det krydrede asiatiske køkken. Til Sushi er den f.eks. perfekt.

God Alsace Riesling er ikke nogen billig vin! I dagens test er der 20 vine og kun de 8 af dem koster under 100 kr. Til gengæld er pengene som regel givet godt ud. Og der er en fin sammenhæng med kvaliteten, så jo flere penge, man giver, desto højere kvalitet får man. Det er jo rart at vide. I testen har vi nogle af Alsace’s bedste producenter med og vin fra disse producenter er altid af høj kvalitet. Det drejer sig om Josmeyer, Beyer, Weinbach, Trimbach og Zind-Humbrecht. Flere af disse dyrker i øvrigt også deres vine økologisk eller biodynamisk.

Den bedste vin er Trimbach Riesling Cuvee Frederic Emile 2002. Druerne kommer fra to Grand Cru marker, Geisberg og Osterberg, men Trimbach har aldrig skrevet Grand Cru på etiketten. Man skal vide, at når det er Cuveé Frederic Emile så er kvaliteten mindst på højde med Grand Cru! Udbyttet fra de i gennemsnit 40 år gamle vinstokke er ca. 45 hl/ha eller som et Cru Classé slot i Bordeaux, men meget lavere end det tilladte i Alsace. Der fremstilles ca. 3.000 kasser af Frederic Emile om året.

Vinen er mellemfyldig med flot frugt og en dejlig smag, der er intens og meget rank og stringent i det. Frugten følger dog godt med syren og det gør vinen harmonisk omend den har godt af nogle flere år i kælderen. En klassisk, stor Alsace Riesling i typisk Trimbach stil. Flot, rent og stringent. Den scorer 93/100 pts og prisen er kr. 250,00 hos Sigurd Müller Vinhandel.

Læg dog mærke til at de øvrige topproducenters vine også scorer helt på toppen…

Udover Cuvee Frederic Emile, er testens bedste køb også fra Trimbach, der således går fra testen som den store vinder. Trimbach Riesling Reserve 2006 er en mellemfyldig vin med udmærket frugt og en flot, rank smag, der er mineralsk og sprød i det, men absolut ikke uden en dejlig frugtig undertone. Balancen er i orden – den er lige til at gå til. Bare flot! Den scorer 89/100 pts. og prisen er kr. 115,00 hos Sigurd Müller Vinhandel.

NavnRegionÅrgangScorePris
Riesling Classiq – BaumannFrankrig
Alsace
20078679,95
Riesling – Michel SchoepferFrankrig
Alsace
20058579,85
Riesling – WillmFrankrig
Alsace
20078454,95 (tilbud)
Riesling Biologique – Cave Vinicole RibeauvilleFrankrig
Alsace
20068789,95 v/12
Riesling Cuvee Drei Exa – Paul GinglingerFrankrig
Alsace
200787108,00
Riesling Prestige – Cave Vinicole RibeauvilleFrankrig
Alsace
20068359,95 v/12
Riesling Reserve – J-B. AdamFrankrig
Alsace
20068669,95
Riesling – Andre KleinknechtFrankrig
Alsace
20068565,00
Riesling Reserve – TrimbachFrankrig
Alsace
200689115,00
Riesling Grand Cru Rosacker – Cave Vinicole de HunawihrFrankrig
Alsace
200588100,00
Riesling Grand Cru Pfersigberg – Paul GinglingerFrankrig
Alsace
200690145,50
Riesling Grand Cru Kirchberg – Andre KleinknechtFrankrig
Alsace
20058698,00
Riesling Kaefferkopf – J-B. AdamFrankrig
Alsace
200688179,95
Riesling Le Kottabe – JosmeyerFrankrig
Alsace
200789150,00
Riesling Reserve – Domaine WeinbachFrankrig
Alsace
200689169,95 v/12
Riesling Heimbourg – Zind HumbrechtFrankrig
Alsace
200692279,95
Riesling Grand Cru Hengst – JosmeyerFrankrig
Alsace
200492298,00
Riesling Cuvee des Comtes – Leon BeyerFrankrig
Alsace
200391289,95
Riesling Cuvee Frederic Emile – TrimbachFrankrig
Alsace
200293250,00
Riesling Cuvee des Comtes – Leon BeyerFrankrig
Alsace
198992169,95 ½ fl.

Om Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*