Denne uge har ikke en egentlig vintest, men i stedet en omtale af tre gode vine, jeg har smagt og drukket inden for den sidste uges tid. Vinene er derfor ikke indsendt af danske vinhandlere, men købt og betalt for egen regning…
Dönnhoff Riesling Felsenberg GG 2012
Dönnhoff er vel en af de bedste producenter i Nahe og i øvrigt også hvis vi tager resten af Tyskland med. Jeg besøgte vingården for godt et år siden, hvor årgang 2012 knapt var frigivet, så vi smagte årgang 2011 i smagelokalet. Men den vi kunne købe var altså årgang 2012.
Felsenberg ligger på en sydvestvendt stejl skrænt stort set over for byen Oberhaussen, hvor Dönnhoff holder til. Riesling Grosses Gewächs 2012 er en tør vin med markant syre og egentlig er den temmelig streng lige nu. Den begynder med æble og citrus og god sprødhed for så at slutte lidt blødere og rundere med den karakteristiske tyske riesling-sødme uden vinen egentlig er sød. Meget lækker.
Det er en udpræget madvin. Den kan klare mange enkle og ikke for kraftige fiskeretter og sushi håndterer den også fint.
Vinen kan ikke umiddelbart købes i Danmark, der er i hvert fald ikke nogen officiel importør. Men så er det jo godt, at du kan handle direkte på vingården i Tyskland! Det gjorde jeg sammen med min vinklub og fik vinen sendt direkte. Nemt og billigere end dansk handel. Prisen på Felsenberg er i øvrigt ca. €33 pr. flaske. Du kan finde Dönnhoff her.
Chateau de Camensac 2009
For et par weekender siden havde den lokale Kvickly i Roskilde tilbud på Chateau de Camensac 2009. Faktisk var det halv pris. 2 flasker for 300 kr. – altså 150 kr./fl. Det kunne jeg ikke stå for. Og jeg kunne heller ikke lade være med at smage en af flaskerne med det samme.
Camensac er fra Haut-Medoc og er en af få ikke-kommune vine, der er med i den oprindelige Cru Classé klassifikation fra 1855 som en 5. Cru Classé. Men den ligger altid i den lave ende når man taler kvalitet og i øvrigt også pris. Selv om alle Cru Classe producenter godt ved, hvad de skal have for deres vine.
Jeg må indrømme, at jeg ikke selv har den store erfaring med Camensac og måske derfor blev jeg positivt overrasket. Årgang 2009 er en super vin med masser af bær og solbær i duften sammen med lidt mokka og cedertræ – meget klassisk. Smagen er nærmest oversøisk i det, men dog rustik nok til at den ikke kan løbe fra sit Bordeaux’ske ophav. Her er fin moden frugt, masser af krydderi og nyt træ. Den er givet for ung endnu, men kan sagtens drikkes.
En dejlig positiv overraskelse – hold øje hvis din lokale Coop-biks lige pludselig har den på tilbud også… For så bør du slå til.
Anima Negra AN/2 2012
Anima Negra begyndte som en sjov idé, som tre mallorcanske venner fik tilbage i 1994. Nemlig at producere vin fra de lokale druer, som de fandt på markerne på Mallorca.
Succesen har været overvældende og har medført at også andre producenter på øen er begyndt at genopdage de lokale druer i stedet for den ellers meget brugte Cabernet Sauvignon. De lokale druer er i øvrigt især Callet, Fogoneu og Mantonegro.
Vinen er dejlig! Den har en god bærduft med kirsebær, lidt krydderi og vanille. Smagen har god frugt med en del kirsebær og en dejlig fadlagring, der er meget harmonisk integreret. Og så er vinen på ingen måde tung og holder da også kun 13.5% alkohol. Det er ikke nogen svær vin – den smager bare godt og skal drikkes inden for de næste år.
Prisen hos den lokale vinhandler i Barcelona, hvor jeg har købt den, er €12,44 eller kr. 93 kr. Til den pris er det en fantastisk god vin og noget af et røverkøb. Desværre sniger prisen sig i Danmark op på kr. 199,95! Så har den danske vinhandler da vist også få dækket udgifter og avance og lidt til…