• Forside
  • /
  • Blog
  • /
  • 2009 Bordeaux druer – “de bedste i 25 år”

30. oktober 2009

Superlativerne for Bordeaux 2009 årgangen strømmer ind. Imens varmer de internationale vinhandlere op til deres årlige kamp om priserne. Ifølge tal fra Meteo France var der i september 233,49 timer med solskin og det er 50 timer flere end gennemsnittet over de sidste 30 år. Nedbøren var 48,6 mm og det er næsten halvdelen af de sidste 30 års gennemsnit på 90,3 mm. Dette usædvanligt varme og solrige vejr fortsatte ind i oktober, hvor de fleste druer allerede var høstet tidligere end i 2008.

I sidste uge var et par slotte stadigt i gang med høsten, bl.a. Chateau Belgrave i Medoc og Troplong Mondot i Saint Emilion. Olivier Bernard fra Domaine du Chevalier i Graves fortalte decanter.com, at druerne i år har været de bedste i 25 år. “2009 har været et skoleeksempel på et godt år. En kold vinter, fugtigt forår, varm og tør sommer og en lang, varm og solrig høst. I mine 25 år i branchen er det de bedste druer, jeg har bragt ind, og bedre end i 2005, 2000, 1989 og 1982.

Også i Sauternes, hvor høsten vil fortsætte i næste uge, har vinavlerne rost regnen midt i september, for den gav botrytis, efterfulgt af “ideel tåge om morgenen og sol om eftermiddagen, hvilket gør 2009 til en usædvanlig årgang”, sagde Jean-Pierre Meslier fra Chateau Raymond-Lafon. “Vi vil have både kvantitet og kvalitet, ligesom i 2005.”

Samtidig er vinhandlerne ved at geare op til deres årlige kamp for at sænke priserne – mere end nogensinde i en ekstraordinær årgang. Nick Pegna, direktør for Berry Bros i Hongkong, siger: “Er verden klar til endnu en stor Bordeaux årgang? De spekulative penge er måske væk i Europa og det er sandsynligt, at Storbritannien og USA vil have problemer med at finde et marked til vinene. Men der vil sikkert være mange købere i Asien. Måske det sværeste bliver at overbevise nogle skeptiske forbrugere om, at de enorme investeringer, de foretog for blot fire år siden, nu skal gentages med en ny “århundredets årgang.”

Om forfatteren 

Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

Giv en kommentar

Din email adresse offentliggøres ikke. Påkrævede felter er markeret.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}
Bay Vine